shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Aarhus Fremad skuffede fælt mod oprykkerne fra Marienlyst

Med en særpræget blanding af sprudlende fodbold og manglende indstilling blev Aarhus Fremad sendt hjem fra Fyn med et pinligt nederlag. Oprykkerne fra Marienlyst vandt med 3-2 i en kamp, hvor gæsterne fra Riisvangen flere gange faldt ud af kampen.

Marienlyst – Aarhus Fremad 3-2 (2-0)

24: 1-0 Claus Nielsen

32: 2-0 Jakob Udesen

46: 2-1 Michael G. Pedersen (straffe)

52: 2-2 Mathias Valentin

85: 3-2 Chris Käehne

 

Opstilling: Peter Ravn – Anders Nissen (82: Michael Nørgaard), Michael G. Pedersen, Alexander Jackson Møller, Johan Troest (46: Rune Nielsen) – Peter Rask Jensen, Mathias Valentin, Kasper Vinding, Rune Friis – Mark Jensen , Lennart Kruse (63: Brian Johansen)

 

Aarhus Fremad starter kampen udmærket, men allerede efter 10 minutter falder århusianernes spil helt fra hinanden. Hverken første- eller andenboldene bliver vundet, og det ser ud som om tacklinger er forbudt, når man spiller på Fyn. To århusianske øjenvidner beskriver uafhængigt af hinanden den følgende halve time som det dårligste Aarhus Fremads førstehold har spillet i mange år. Vi kan blot konstatere, at fynboerne uden problemer bringer sig fortjent foran med 2-0 i denne periode.

Cheftræner Krzysztof Popczynski havde karantæne til kampen efter et rødt kort mod Otterup sidste weekend, så det var assistenttræner Christian Byskov, der måtte stå for peptalken i pausen. En tydeligt påvirket Byskov fortæller, at der blev talt med store bogstaver i pausen. Så store, at jeg ikke føler, der hverken er plads eller at de overhovedet egner sig til denne hjemmeside…

Opsangen hjælper, og Fremad får tilkendt et straffe et lille minut inde i anden halvleg. Michael G. Pedersen omsætter sparket fra pletten til en reducering. Godt fem minutter senere sætter Mathias Valentin sidste fod på et flot opbygget angreb, hvor Rune Friis og Mark Jensen er kreatørerne.

Udligningen sætter gang i en Fremad-dominans af dimensioner. I tyve minutter spiller gæsterne Olé-bold – stort set uden hjemmeholdet rører bolden. Der produceres chancer på stribe, dog uden at der scores. Især Varde-duoen Lennart Kruse og Peter Rask Jensen brænder chancer, som puslingespillere kunne have omsat i mål.

Fremad overlader igen initiativet til Marienlyst og fem minutter før tid sker det, der absolut ikke måske ske. Hjemmeholdet bringer sig foran og trods et sidste behjertet forsøg fra århusianerne, lykkes det Marienlyst at holde Fremad fra fadet.

Analyse: Når vi kigger på klubbens trup, må vi konstatere, at der spillemæssigt er et stort potentiale. Halvdelen af holdet spillede i klubben før sommerferien. Dem ved vi hvad indeholder. Den anden halvdel er så ligningens ubekendte, men os, der har fulgt efterårets kampe, har set, at Michael GP, Alexander Jackson Møller, Kasper Vinding, Mathias Valentin, Rasmus Dehli m.fl. er fuldgode erstatninger for dem, vi har mistet i pausen.

Hvis bentøjet ikke fejler noget, må det være i hovedet, det er galt. Altså den mentale indstilling, som er så vigtig en brik i fodbold. Jeg er ikke psykolog og har ikke svaret på, hvad der skal og kan gøres for at løse denne udfordring. Men et er sikkert. På lørdag gæster det suveræne bundhold, Viby, Riisvangen Stadion. Viby er af mange udset til at være rækkens prügelknabe, men kigger man på deres resultater, vil man se, at de resultatmæssigt har spillet næsten lige op med de hold, vi omgiver os med i tabellen. Når Viby så oveni købet stiller med en gammel Fremad-dreng, Henrik Gudmandsen, som cheftræner – så kan vi være sikre på, at de er topmotiverede.

Mit budskab er derfor, at hver enkelt spiller bruger ugen til at kigge indad – og på den måde finder ud af, hvad der skal til for at styrke holdet. Fight, vilje, koncentration, skarphed kan være nogle af nøgleordene.

Find de kvaliteter frem, så vi undgår en ydmygelse på lørdag!