shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Aarhus Fremad snød Akademikerne

Efter en jævnbyrdig kamp på Gladsaxe Stadion fightede Aarhus Fremad sig til en flot 1-0 sejr på mål af Victor Nielsen.
Med sejren overhaler oprykkerne fra Aarhus nedrykkerne fra København i tabellen.

Selvom de fleste faktorer var i ABs favør inden premierekampen i 2. Divisionens Oprykningsspil, snuppede Aarhus Fremad en mindeværdig sejr mod forhåndsfavoritterne. Hverken skader, karantæner eller en lang bustur formåede at ryste Fremads udvalgte, og ikke en gang de mange siddepladser på Gladsaxe Stadion kunne skræmme gæsterne.

Kampen begyndte som en klassisk premierekamp, hvor begge mandskaber skulle banke rusten af og vænne sig til alvoren i spillet igen. Bedst fra land kom Aarhus Fremad, der i de begyndende minutter holdt på bolden og tvang spillet op på ABs banehalvdel. Som kampen skred frem, lagde AB dog alibibolden på hylden og stemplede ind i opgøret. De grønblusede var farlige i deres højre side og fremtvang en række halve chancer i forbindelse med en håndfuld hjørnespark i løbet af 1. halvleg.  

Kampens indtil da farligste mulighed faldt dog ud til Fremads fordel. Morten Bundgaard fløj op ad venstrefløjen og kanonerede det stakkels stykke læder mod AB-målet. Desværre for minoriteten af Fremad-sympatisører smaskede bolden mod overliggeren. Heldigvis var Bundgaard ikke færdig med at terrorisere ABs højre back, og kort efter kom han til en dobbelt afslutning efter nogle kvikke fiksfakserier inde i feltet. AB-keeperen reddede flot i begge omgange, men returen faldt ned til Fremad-spidsen Khaled Paiker, der afsluttede fladt første gang. Kun en AB-forsvarer stod i vejen for det ellers frie mål og en føring.

Resten af 1. halvleg var en forholdsvis jævnbyrdig affære uden de helt store chancer. Begge hold gik til stålet, og især Khaled nød godt af det hårde spil. Han vandt og holdt fast i stort set alle bolde, der blev slået op på ABs banehalvdel. Til tilråb som ”Bonderøve” og ”Lyngby-svin” gik spillerne til pause.

AB begyndte anden halvleg ligeså nervøst, som de havde begyndt 1. halvleg. Hjemmeholdet havde ikke meget kontakt til bolden i de første 10 minutter af halvlegen, og pludselig udnyttede Fremad dominansen. Khaled viste endnu en gang fysisk overlegenhed mod AB-forsvaret, og efter et skønt touch af Mathias Valentin endte bolden i fødderne på Victor Nielsen, der overraskede de fleste ved at trække ind i feltet frem for at vælge afslutningen. Gennem benene på keeperen forsvandt bolden ind i AB-nettet, og så kunne Nielsen fejre Fremads første forårsscoring. 1-0 til de undertippede.

Som den lune forårssol bankede ned på banen, kom Aarhus Fremads nye udebanedragt virkelig til skue. Den rubinrøde heldragt trådte for alvor ind på den store scene, og i resten af kampen skulle dragten og drengene virkelig vise, hvad de var lavet af.

Både mikrofibre og mandsmod holdt i hus på trods af en AB-belejring af Fremads felt i kampens sidste kvarter. Michael Sten Jensen var kommet på banen med godt 20 minutter igen, og han stabiliserede fint Fremads defensiv. AB dominerede i de døende minutter, og utallige skærende indlæg pressede Fremad i bund. Fremad-spillerne forsvarede målet heltemodigt, og et frispark begået på Michael Sten føltes som en befrier i den dybe tillægstid.

Som tillægstiden lakkede mod enden, forsvandt den ellers værdsatte sol bag nogle skyer, og sagte hviskede én AB-fan til en anden: ”Det er næsten symbolsk, som solen går ned nu,”. Ikke længe efter slukkede dommeren for lyset og udnævnte Aarhus Fremad til dagens sejsherrer foran de 602 fremmødte.

Efter kampen var det en stolt Claus Christiansen, der i blandt lykkelige spillere havde følgende at sige:

”Det her, det er fandme en flot sejr! På trods af et svækket hold formår vi at vinde over en så storsatsende klub som AB. Jeg synes, at vi spiller en god 1. halvleg, hvor vi går højt og stresser dem. Vi prøvede at fortsætte det i 2. halvleg, men vi falder lidt for dybt efter scoringen.”

Om en af kampens mest iøjnefaldende spillere, targetman Khaled, sagde cheftræneren:
”Jeg fatter ikke, at han ikke scorer i dag. Han havde en kæmpe chance i 1. halvleg,” mens han grinende tager en tår af den velfortjente sejrs-Sprite. 

Allerede på torsdag, den 24/03 klokken 1500, skal Aarhus Fremad i aktion igen. Denne gang ude mod Hvidovre, der i dag spillede 1-1 mod førerholdet fra Brabrand.