shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Fremad ydmyget på Vejlby Stadion

I festugens sidste weekend var der lagt op til et spændende lokalopgør på Vejlby Stadion. Kampen om nordbyen blev imidlertid kun en festlig fornøjelse for hjemmeholdet Skovbakken – og en fuser for gæsterne fra Riisvangen.

Skovbakken – Aarhus Fremad 3-0 (1-0)

41: 1-0 Daniel Sivertsen

47: 2-0 Anders Brøchner (selvmål)

72: 3-0 Anders Schultz

 

Opstilling:   Peter Ravn – Anders Nissen, Danjal Davidsen (68: Michael Vester), Alexander Jackson Møller, Rasmus Stampe (68: Kasper Hjørngaard) – Peter Rask Jensen, Anders Brøchner, Morten Poulsen, Rasmus Dehli – Lennart Kruse, Brian Johansen (75: Mathias Fallentin)

 

Jeg havde netop noteret på min blok, at kampens første kvarter var præget af mange nærkampe og frispark – og nu sad vi bare og ventede på, at kampens dommer, Jørgen Daugbjerg Nielsen, hev det første kort op ad lommen, da han valgte at vise, at han havde begge farver med i lommerne. I en nærkamp uden bold tog Skovbakkens Nicklas H. Kristensen forskud på aftenens Fight Night i Herning. Den velplacerede dommer takserede øjeblikkeligt Nicklas’ slag til et rødt kort. Offeret, Lennart Kruse, slap med et gult.

Med en mand i overtal var vi mange, der forventede en Fremad-dominans de sidste 72. minutter. Men det skulle gå helt anderledes!

Skovbakken lod sig ikke gå på af modgangen og fire minutter før pausefløjtet tog den tidligere Fremad-spiller Daniel Sivertsen chancen udefra og med et flot og velplaceret skud bragte han hjemmeholdet foran. En føring man intet kunne indvende noget imod, da Fremad-holdet var fuldstændig uden gejst og tænding.

Kort ind i anden halvleg faldt kampens afgørelse, da vores forsvar ikke formåede at afvise hjemmeholdet efter et hjørnespark. Meget betegnende for kampen var det en af vores egne – Anders Brøchner – der med et hovedstød sendte bolden i en blød bue over venner og fjender og ind i kassen. Stadionspeakeren krediterede dog fejlagtigt Skovbakkens farlige Paulo Fernando Maciel for målet – til gengæld havde Maciel to gode forsøg i de efterfølgende minutter. Dog uden at kunne score.

I det 72. minut cementerede Skovbakken sejren, da Tor Fabian Kristensen totalt drev gæk med Fremads forsvar og serverede bolden til en udækket Anders Schultz, der let sendte bolden i mål til slutresultatet 3-0.

 

De læsere, der har svært ved at håndtere kritik af Aarhus Fremads indsats bør stoppe læsningen her!

 

Analyse: Jeg har noteret mig, at vi mod Skovbakken manglede en håndfuld spillere pga. skader, karantæne, en fødsel og en landskamp, men det bortforklarer desværre ikke dagens indsats. Det bør ikke være svært at sætte et hold op til en kamp mod lokalrivalerne – og især ikke, når lørdagens kamp havde så stor betydning for, om man vil være med i den sjove ende eller den mindre sjove ende. Alligevel var det et Fremad-hold fuldstændig uden gejst og vilje, vi så.

Selv evnerne manglende. Flere gange så vi afleveringer på fem meter, som ikke lykkedes. Bagud med både 2-0 og 3-0 så vi vores hold spille bolden bagud og til siden i en uendelighed. Selv en af ”profilerne” formåede at sende en aflevering fra midtercirklen uden over sidelinien midt på egen banehalvdel.

Med en mand i overtal i 80 % af kampen skal det være muligt at være spilstyrende og producere noget offensivt. Jeg talte max. en håndfuld afslutninger over 90 minutter – ingen af dem vil jeg kalde målchancer.

Selv udenfor kridtstregerne er der plads til forbedringer. Når man afleverer 16 spillernavne og rygnumre til kampprogrammet, skal der være mere end tre (!), der matcher.

Jeg har lovet mig selv, at jeg i analyserne vil prøve at fordele ros og ris nogenlunde ligeligt. Det er imidlertid helt umuligt denne gang. Men min ros går til kampens dommer, der valgte den ”spanske model” i anden halvleg. Når Barcelona eller Real Madrid ydmyger en modstander i La Liga, undlader man behændigt at lægge ret meget tid til. Denne gestus viste Jørgen Daugbjerg Nielsen os denne solfyldte lørdag på Vejlby Stadion. Tak for det!

 

Den sjove:  Burde trænerteamet og spillerne være bedre forberedte, når de allerede kendte Skovbakkens opstilling om fredagen?

http://www.ligabold.com/news/45600

Sådan så Skovbakken kampen:

http://www.skovbakkenfodbold.dk/herre/nyheder-liste/skovbakken-vandt-slaget-om-nordbyen.aspx