shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

KJELLERUP – AARHUS FREMAD 2-0

Lørdag eftermiddag var Aarhus Fremad i på besøg i Kjellerup, og det blev, som de fleste nok er bekendt med, ikke nogen stor succes for udeholdet, der jagter en plads blandt de fire øverste hold. Til trods for at Fremad i store perioder af kampen viste fremragende spil, endte det med en sejr til hjemmeholdet på 2-0. Morten Mølkjær havde følgende kommentarer efter kampen.

– De første ti minutter sidder Kjellerup på spillet, hvor vi halter lidt efter i presset. Herefter kommer vi mere på bolden og styrer den efterfølgende periode, hvor vi har to gode muligheder, som vi desværre ikke får omsat. Syv minutter før pausen laver vi desværre en stor fejl, der bliver straffet, og så fører Kjellerup 1-0, udtaler Mølkjær og fortsætter:

– Efter pausen går vi lidt højere på dem og skaber mange indlæg og har tre gode muligheder foruden standarderne, mens Kjellerup lurer på omstillingerne. Vi har en god boldomgang – Andreas Damgaard og Martin Frandsen spiller mange gode bolde frem, og Mathias Nygaard og Nicklas Ullum viser for alvor deres kvaliteter på bolden. Vi har god kvalitet på indlæggene, hvilket fører til tre store og gode muligheder ved hhv. Jesper P., Ullum og Khaled. Desværre har vi ikke tur i afslutningerne for tiden, og derfor fik vi ikke scoret, konstaterer cheftræneren, der også måtte se sit hold komme bagud 2-0.

– Deres andet mål kommer efter et unødvendigt hjørnespark, hvor Thomas Røll flot forlænger den med hovedet i egen hoftehøjde. Det snyder os totalt og så står Lasse Møberg fri inde på stregen, afslutter Mølkjær.

DS spillede ligeledes lørdag. Her blev det hjemme til et 1-2 nederlag til Sønderborg. Christopher Mannie sendte ellers Fremad i front med sin 1-0 scoring efter 52 minutter. 15 minutter senere blev Fremads Mads Østergaard tildelt rødt kort, og Sønderborg scorede herefter to mål. Det røde kort gav tre spilledages karantæne.

En resultatmæssigt skidt september til trods er der dog stadig masser af tro på tingene på Riisvangen, og på lørdag har Fremad så mulighed for at revanchere de seneste kampes dårlige resultater, når rævene fra IF Lyseng er gæster på vangen. Lad os sammen gøre oktober til en måned i Fremads tegn!

ALTID FREMAD – FORZA FREMAD