shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00kr.
View Cart Check Out

Ny Cheftræner i Aarhus Fremad

Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at vi har ansat Morten Mølkjær som ny cheftræner fra 1/7 2017.

Morten har det seneste år trænet U17 liga holdet i AGF, der for en lille uge siden kunne kalde sig danske mestre – to runder før turneringen er færdigspillet.

”Efter tre gode år med Claus Christiansen ved roret har det været vigtigt for os at finde en træner med kompetencer til at videreføre de målsætninger, vi sammen med spillertruppen har fastlagt. Vi betragter Morten som et stort trænertalent med ambitionerne i orden, og vi er sikre på, at Morten kan skabe et unikt træningsmiljø i klubben, som kan være med til at tiltrække nye, men samtidig også motivere og udvikle de spillere, som allerede er i klubben. Morten er Fremads nye træner, fordi vi er sikre på, at han kan vinde fodboldkampe, og samtidig skabe udvikling og fornyet energi i en trup, hvor spillerne kommer, fordi de elsker at spille fodbold, og ikke fordi de er på kontrakt,” udtaler Aarhus Fremads direktør, Nicolaj Wittendorff.

Morten Mølkjær har A-licens, men stillingen som cheftræner i Aarhus Fremad bliver hans første opgave som seniortræner.

“Jeg har valgt at takke ja til Aarhus Fremads tilbud, da den sportslige udfordring og opgave i Fremad-projektet er meget spændende. Fra første samtale med Aarhus Fremad har min mavefornemmelse været rigtig god, og jeg har derfor ikke været et sekund i tvivl om, at valget er det rigtige for mig. Der er sat nogle ambitiøse og realistiske målsætninger, som jeg fuldt ud tror på, at vi kan opfylde. Derudover tiltaler miljøet og menneskerne på Riisvangen mig meget.”

“Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme i gang med arbejdet og videreudvikle den sportslige strategi, som Claus og klubben har lavet indtil nu. Jeg har en plan om, at holdet skal udvikles til at have et meget aggressivt og offensivt mindset i alle spillets faser, hvilket gerne skulle give de mange, trofaste tilskuere gode og underholdende fodboldoplevelser på Riisvangen,” udtaler Morten Mølkjær.

Vi vil meget gerne uddybe ovenstående, og står derfor til rådighed. For yderligere information kontaktes enten Morten Mølkjær på 29620648, Bestyrelsesformand, Chris Kroer-Jensen på 60861717 eller Direktør, Nicolaj Wittendorff på 27577904.

 

Med venlig hilsen

Aarhus Fremad