shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

OPTAKT VED FRANK KROGSDAL

Lørdag møder Aarhus Fremad Kjellerup på udebane. Vi tog en snak med assisterende træner i Aarhus Fremad, Frank Krogsdal, der her sætter nogle ord på den mindre gode periode, som holdet kommer ud af på lørdag.  

– Med kun et point i de sidste tre kampe peger pilen i øjeblikket nedad. Det siger derfor sig selv, at kampen mod Kjellerup er meget vigtig for os. Omvendt, lad os lige hoppe ind i helikopteren, løfte os og anskue det hele lidt fra oven. Vi har tabt to fodboldkampe ud af de otte, vi har spillet, indkasseret ni mål og selv scoret syv. Af de 24 hold der spiller 2. division i Danmark, er der kun to hold, der ikke har tabt to kampe efter otte spillerunder. Af de 24 hold, er der kun tre hold, der har indkasseret færre end ni mål. Det vil jeg betegne som godkendt, og vidner bestemt om kvalitet i truppen. Men der er jo også en statistik, der hedder antal mål scoret, og der må vi konstatere, at vi ikke har været dygtige nok. Langt fra endda. Der er således kun et af de 24 hold, der har scoret færre mål end os, og det skal vi selvfølgelig have rettet op på. I trænerteamet forsøger vi hele tiden at optimere mulighederne for, at spillerne kan præstere, så vi har selvsagt fokus på vores afslutningsspil pt, udtaler Frank Krogsdal og fortsætter.

– Når man som os er inde i en dårlig periode, kan man nemt ryge i fælden “det er alle andres skyld” – vi har skader, banen er ikke for god og dommeren fløjter altid imod os. Ja, det er rigtigt, at tv-billederne fra kampen mod Ringkøbing viste, at der var kæmpe straffe, og at bolden var langt over stregen i en anden situation. Ligesom trænere og spillere laver fejl, så laver dommerne også fejl, og sådan er fodbold nu engang. Men dvæler vi ved faktorer, vi ikke kan gøre noget ved, så bliver de selvforstærkende, understreger assistenttræneren.

– Vi skal alle sammen kigge indad og finde ud af, hvad vi hver især kan og vil bidrage med i kampen mod Kjellerup. Som nyt trænerteam, noterede vi os, at klubbens og spillernes selvforståelse er, at vi hører til i oprykningsspillet. Med så meget kvalitet som vi rent faktisk har i truppen, er det kun forståeligt. Vi skal dog være opmærksomme på, at det ikke kommer af sig selv. Kampen mod Kjellerup ligner på papiret en tæt affære. Ligesom os så scorer Kjellerup heller ikke voldsomt mange mål. Vores første møde på Riisvangen endte da også 0-0. Med ydmyghed og dedikation vil vi møde Kjellerup, og vi vil gå benhårdt efter at bringe de tre point hjem til Riisvangen, afslutter Krogsdal.

Kampen spilles på Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup og sparkes i gang kl. 13.30. Vi håber på at se en masse sort-gule trøjer på lægterne. Det tager kun 49 minutter at køre til Kjellerup. Bare se her:

https://www.google.dk/maps/dir/Riisvang+Stadion,+Hans+Egedes+Vej+21,+8200+%C3%85rhus,+8200+Aarhus/Bjergets+Idr%C3%A6tsanl%C3%A6g,+Kjellerup/@56.2943663,9.5280857,10z/data=!4m13!4m12!1m5!1m1!1s0x464c3fb5d6109b4b:0xe381433b2c0c7b32!2m2!1d10.2111391!2d56.1795507!1m5!1m1!1s0x464bf20367a54975:0xae45b420c2a1ac9c!2m2!1d9.441398!2d56.2862889

Forza Fremad