shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Sikker sejr hjemme på Vangen.

Lørdag blev det til en sikker 4-0 sejr over Marienlyst efter 1-0 ved pausen. Sejren var aldrig i fare dertil var der for stor forskel på holdene i lørdags.
 
Kampen startede med at begge hold følte hinanden lidt an, og der var en masse nærkampe midt på banen, men ingen af holdene var dog rigtig farlige. Vi skulle helt hen til det 26. min. før der kom gang i scoringen. Khaled Paikar opfangede en for dårlig tilbagelægning og driblede uden om keeperen og scorede i det tomme mål. Det gav lidt ro på for vores spil, og vi virkede nu mere sikker i vores boldomgang. Marienlyst spillede på meget lange bolde mod deres farlige angriber Sandro, men vores forsvar havde ingen problemer med at dæmme op for det.
 
2. halvleg blev en ensidig affære, da Uffe Troensegaard bragte os foran med 2-0 i det 48. min. Minuttet efter burde Khaled have gjort det til 3-0, men målmanden reddede denne gang. Vi producerede mange chancer mod et modløst hold fra Fyn, der ikke virkede særlig motiverede. 3-0 blev det i det 61. min., da Morten Bundgaard tog et træk ind i banen og sparkede den ind ved fjerneste stolpe. Marienlyst prøvede derefter med en ekstra angriber, men de kom kun til en stor chance i det 88. min., hvor indskiftede Jakob Udesen havde en stor chance efter en dødbold, men han ramte ikke bolden ordentligt. I stedet blev det 4-0, da en tilbagelægning til målmanden fik lov at stryge hele vejen i mål. Derudover havde vi to skud på stolperne, så det kunne sagtens være blevet endnu større.
 
Vi er meget tilfredse med sejren og har nu bidt os fast i det store midterfelt, hvor der kun er 3 point op til 2. pladsen. Det var en generelt god holdindsats og en god attitude fra spillerne.
 
Næste kamp er på søndag, hvor vi gæster Fremad Amager kl. 13.00. Til den kamp håber vi igen på stor opbakning – også fra vores Sjællandske fans.