shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Sikkerhed Fremad for alt

Sikkerhed Fremad for alt

Selvom Aarhus Fremads spiller i 2. Division, går klubben ikke på kompromis med sikkerheden. Klubben er som divisionshold underlagt et fast regelsæt fra DBU, der kan medføre sanktioner, hvis sikkerhedsforanstaltningerne ikke bliver overholdt.

Af Jesper Bo Pedersen

Når Aarhus Fremad spiller hjemmekampe på Riisvangen  i 2. Division Vest, er uniformerede kontrollører en fast del af inventaret. Kontrollørerne er uddannede og er sikkerhedsgodkendt af Rigspolitiet. Sådan har det været, siden DBU for fire år siden fastlagde et regelsæt for klubberne i landets tre bedste rækker.

Den nye struktur blev fastlagt efter en række episoder, hvor hooligans havde skabt problemer rundt omkring på de danske fodboldstadions. I dag har klubberne i langt højere grad mulighed for at gribe ind, hvis der er problemer med tilskuere. Derudover er der blevet oprettet et såkaldt hooliganregister.Det giver klubberne mulighed for at samarbejde på tværs af rækker og landsdele og nægte folk med forkerte intentioner adgang. Samtidig er det blevet et krav, at klubberne har en sikkerhedschef, som er ansvarlig for sikkerheden under de respektive klubbers hjemmekampe. I Aarhus Fremad hedder sikkerhedschefen Jan Nielsen. Han opfatter ikke tilskueruroligheder som et stort problem på Riisvangen.

”Vi kender de fleste af vores fans og tilskuere, og hvis udeholdet har tilskuere med, går vi over og siger pænt goddag og tager bestik af situationen. Vurderer vi, at der er optakt til ballade, griber vi ind, men  det er kun sket i yderst sjældne tilfælde,” siger han.

Jan Nielsen har dog tidligere været med til at bortvise tilskuere fra Riisvangen efter episoder med kasteskyts, ulovligt fyrværkeri og upassende tilråb til dommere og spillere. Derfor er han positiv overfor initiativet med øget sikkerhed.

”Førhen havde vi også kontrollører på stadion og faktisk flere, end vi har nu, men dengang var alle frivillige. I dag har vi professionelle folk, der er uddannet i at håndtere optøjer på fodboldstadions, og det giver mere tryghed,” siger han

Kontrollørerne på Riisvangen er ansat hos firmaet Arosdk, der er ansvarlig for sikkerheden ved alle divisions- og Superligakampe i Aarhus.