shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00kr.
View Cart Check Out

To sejre i påsken

Påsken bød på hele to hjemmekampe for Aarhus Fremad, og de stribede Fremad drenge formående med to 1-0 sejre at avancere til en 8. plads i tabellen.

Skærtorsdag var oprykkerne fra Greve på besøg. Det blev en 1. halvleg, hvor hjemmeholdet sad på spillet og dominerede kampen. Angrebene flød mod Greves mål men det kneb med kvalificerede afslutninger, og derfor var Esben Lauridsens ene mål efter en halv times spil eneste træffer i første halvleg.

Efter pausen forsvandt det flydende spil, desværre, og det blev en kamp for at holde 1-0 føringen. Dermed blev Greve lukket ind i en kamp, der allerede burde have være afgjort. Heldigvis blev det ikke til flere scoringer til trods fra en stor Greve chance sidst i kampen.

Det var en vigtig sejr, der sendte Aarhus Fremad væk fra sidstepladsen i oprykningsspillet, og det betyder meget for selvrespekten.

Påskemandag var Brønshøj gæster på Riisvangen. Hvepsene fra Sjælland har fået en dårlig start på oprykningsspillet, og var meget opsatte på at revanchere sig mod Fremad, men sådan skulle det ikke gå.

Gæsterne startede kampen bedst men Fremad var trods undervægt i spil stadig farlige på standarder og omstillinger. Efter 35 minutters spil fik Brønshøj et frispark på kanten af feltet. Bolden tog stolpen og sprang i spil igen, og dermed var stillingen 0-0 i pausen.

Aarhus Fremad kom bedst ud til 2. halvleg, og efter 63 minutter kom det forløsende 1-0 mål fra en kold venstre fod. Victor Nielsen tog en returbold ned med brystet på kanten af feltet og halvflugtede den ind over Brønshøj keeperen – et flot mål af Fremad spilleren.

Herefter satte udeholdet sig på spillet men hjemmeholdet var giftige på omstillinger. Ti minutter før slutfløjtet fik Brønshøj en rigtig god mulighed, men Ravn og overligger reddede i to omgange, og så kunne Fremad spillerne fejre 6 point og en super flot påske.

Forza Fremad!