Christian Ege: ‘Succes er at gøre det rigtige’

Vi har skrevet kontrakt med Christian Ege, der fra 1. juli bliver spillende assistenttræner i Fremad. Aftalen strækker sig i første omgang til 2023.

Ege, der på banen begår sig i både forsvaret og på midtbanen, har længe haft ambition om at realisere en drøm om at træne. Det får han nu i sin nye rolle som spillende assistenttræner i Aarhus Fremad.

Oprindeligt kommer Ege fra Fredericia, hvor han er født og opvokset, men også har spillet i FC Fredericia. Her har han netop afsluttet et årtis tjeneste, hvoraf han har været anfører i syv år.

Ege kommer med en stor erfaring som kulturbærer, leder og kontinuerlig spiller i 1. Division med 310 kampe og 11 mål for FC Fredericia. Men han kommer ikke mindst med blod på tanden. For efter sine mange år i Fredericia føler Ege sig nu klar til at tage næste skridt i sin karriere og i sit liv, og han ser frem til at starte det nye kapitel i Fremad.

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen med trænerstaben, men især også spillerne. Der er et rigtig stort potentiale i truppen og rigtig mange dygtige spillere. Der er blevet gjort et godt stykke arbejde med truppen, og så hører jeg også, at det er en god gruppe fyre. Min følelse er rigtig god, og jeg glæder mig til den udfordring, som det bliver,” fortæller han.

Der er mange forskellige aspekter, der har medført, at et skifte til Fremad var særlig attraktivt for Ege.

”Det sportslige projekt i klubben er rigtig spændende og tiltaler mig meget. Jeg glæder mig enormt meget til at blive en del af det. Det er en klub, hvor jeg har et indgående kendskab til både spillere og ledere, og hvor jeg kan blive udfordret på de parametre, som er interessante og spændende for mig nu. Jeg glæder mig også meget til at blive en del af kulturen.”

Det er ingen hemmelighed, at Ege har fulgt meget med i Fremads forløb de seneste år med Morten ved roret. Ege har både kendt Morten i en lang årrække, men også adskillige andre skikkelser i Fremad, blandt andet fra sin tid i Fredericia. Han ser det klart som en fordel at have gode relationer i klubben på forhånd, når man skal indgå i en ny rolle, et nyt sted.

”Det en fordel både i forhold til at være spiller, men også træner. Jeg har nogle mennesker omkring mig, hvor der er stor gensidig tillid – nogle jeg kan være sårbare overfor i en overgangsfase, som helt sikkert bliver udfordrende for mig. Jeg har haft en god dialog med Morten og Lars om, hvad der skal ske, og så har jeg fulgt meget med i holdets kampe under Morten – især i den her sæson.”

Klar til det næste step

Ege har i sin tid i Fredericia haft med mange fodboldmennesker at gøre, og det er her, han er blevet inspireret til at tage trænergerningen på sig. Både ved at arbejde med mange af de spillere, der har været i klubben, men også de trænere han har stiftet bekendtskab med. Derudover har han de seneste år brugt utallige timer på selv at fordybe sig i spillet. Men selvom Ege indgår i sin nye rolle godt klædt på, så er det noget andet at pludselig stå ved roret.

”Jeg er selvfølgelig meget spændt på trænerrollen, som bliver en udfordring. Jeg har lært utroligt meget af de ledere, der har været igennem min tid i Fredericia, og så har jeg brugt meget tid på at studere spillet og dertilhørende facetter af trænergerningen. Men det er jo én ting, og en anden er praksis. Så jeg glæder mig meget til at prøve mange af mine ideer og tanker af. Jeg er heldigvis i gode hænder med Morten, Martin og Mathias.”

Udover at Ege går kendte ansigter i møde i klubben, så har han på forhånd en stor indsigt i holdets spil, da han blandt andet har set samtlige af Fremads kampe i denne sæson. Derudover deler han mange af de samme ideer, som trænerteamet praktiserer.

”Jeg har selvfølgelig nogle tanker omkring, hvordan tingene kan gøres. Men vi snakker nuancer, fordi på bundlinjen ved jeg, at jeg deler samme fodboldfilosofi som Morten, Martin og Mathias. Vi vil gerne opnå det samme: angribe, presse og spille offensiv, underholdende fodbold. Det bliver ligesom grundlaget for vores taktiske dispositioner. Lang henad vejen kan man godt kalde os fodboldmæssige soulmates.”

Selvom Ege er klar på sin nye dagligdag i trænerrollen, skal han samtidigt indgå i spillertruppen. Men det bekymrer ham ikke at skulle have to kasketter på, da han fortæller, at der er en god struktur omkring dobbeltrollen. Det er desuden noget, truppen har oplevet før, da Martin indgik i samme rolle, inden han lagde støvlerne på hylden sidste sommer.

”Vi har en klar plan for, hvordan det skal struktureres, og hvordan jeg skal indgå i den første fase. Så tager vi det lidt henad vejen. For mig er det vigtigste, at holdet fungerer, og vi kommer til at spille god fodbold. Jeg tror bare, jeg skal være mig selv og så ærlig som mulig omkring hvem jeg er, hvad jeg kan, og hvad min rolle indebærer. Det når vi længst med. Både på det felt, men i øvrigt også i mange andre aspekter af det, vi laver. Jeg er ikke bekymret på nogen måde. Det skal nok gå.”

Et svært, men nødvendigt farvel

Ege fortæller, at det naturligvis har været en svær beslutning at skulle sige farvel til den klub, han har spillet i de sidste 10 år. Med sin opvækst i Fredericia, har han dannet et tæt bånd til både klubben og byen, men på trods er han afklaret omkring sin beslutning.

”Det har været svært at sige farvel. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er den rigtige beslutning, fordi det passer godt ind i min familiære situation, og den proces jeg er i som menneske og person. Jeg er selvfølgelig taknemmelig over, at jeg har fået lov til både af Fredericia at stoppe før tid, men også af Fremad til at starte nu. Jeg har oplevet en enorm stor respekt for mig som person fra begge parter, og det er jeg virkelig glad og taknemmelig over.”

Ege kan tage mange ting med fra sin tid i FC Fredericia. Udover de bekendtskaber han har stiftet med både spillere og trænere, som har motiveret ham, så har hans rolle de seneste mange sæsoner i Fredericia været med til at klargøre, hvorfor trænertjansen er hans kald.  

”Jeg er blevet motiveret af, at jeg har haft en rolle, hvor jeg i mange sæsoner ikke har fokuseret særlig meget på min egen karriere, men mest på at det gik holdet og de andre spillere i klubben godt. Det har været spændende at arbejde med især unge spillere og hjælpe dem. Jeg er også blev hjulpet meget af dem på den måde, at jeg jo hele tiden skal lære, og kan lære ligeså meget af en 19-årig som en 32-årig.”

Ege har udover i FC Fredericia spillet i FC Djursland og Brabrand IF.

’Succes er at gøre det rigtige’

Som Ege fortæller, deler han mange af de samme syn på fodbold, og hvordan man leder en klub, som Morten og trænerteamet. Her er udvikling i fokus, og det er et aspekt, han især ser frem til at kunne bidrage til. Hans første målsætning i klubben er dog enkelt og klar:

”At vinde den første kamp.”

Han fortæller videre,

”Det vigtigste for mig er, at der udvikles en spillestil, som er identificerbar med klubben og kulturen, der er. Læring og udvikling er de vigtigste ting, både for mig selv, men også alle de, der kommer til at være omkring klubben og holdet. Jeg har en enorm stor tro på den spillertruppen og det team, vi bliver. Målsætninger arbejder jeg ikke med på den måde. Succes er at gøre det rigtige.”

Og selvom spillet og det, der foregår rundt om taktikbrættet, har været særligt tiltalende, så er fankulturen især også noget, Ege er blevet imponeret af.

”Det virker til, at de mennesker der følger klubben også går op i, at der bliver spillet god fodbold. I en meget resultatorienteret verden, er det meget særligt for fanbasen. Fodbold er for mig for folket, og det er vores fornemmeste opgave at underholde og spille god fodbold. Det virker som om, at dem der følger klubben er meget bevidste om, at man i fodbold kan vinde både kampe og respekt. Jeg fonemmer, der er en sund balance og tilgang til det. Det er enormt fedt og i overensstemmelse med den måde, jeg anskuer fodbold på.”

Og hvor mange år kan vi så forvente at se Ege fortsat være indenfor kridtstregerne?

”Der er stadig et par år tilbage i benene. Min krop har det godt, og jeg håber, jeg kan være med. Det er et dygtigt hold, der spiller på en lidt anden måde, end jeg har været vant til, og som jeg skal adaptere til. Jeg glæder mig meget til at indgå i træningen og mærke pulsen på en anden måde, end jeg har gjort, når jeg har observeret på afstand.”

Flere nyheder

Næste kamp

13:00

Næstved vs Aarhus Fremad

Seneste kamp

0 - 0

Middelfart vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP