Emil Obitsø kommer på kontrakt i Fremad

Emil Obitsø har skrevet en etårig kontrakt med klubben, der som minimum holder ham på Riisvangen til sommeren 2022. 25-årige Obitsø kom til Fremad i februar 2020 fra Kolding IF og har siden da været en stærk, stabil force i venstre side af forsvaret.

”Det er noget, jeg har kæmpet for i halvandet års tid, så det betyder meget, og at jeg bliver anerkendt for det arbejde, jeg leverer. De ser stadig potentiale og tror på en, og så er jeg bare inde i en god udvikling. Min tid i klubben er sådan set bare blevet bedre og bedre. Det startede lidt med, at jeg ikke fik helt så meget spilletid, men så er det kommet mere og mere med tiden, efter jeg er kommet bedre ind i den måde, Morten og trænerstaben gerne vil spille på. Det kommer lige pludselig meget naturligt det hele.”

Da Obitsø kom til klubben, forklarer han, at det var en nem overgang i omklædningsrummet og udenfor banen. Indenfor kridtstregerne skulle der dog arbejdes mere med omvæltningen.

”Der er en mere klar filosofi og én måde, man vil spille på, i Fremad. Det var en udfordring til at starte med, men der er sket meget siden da. Jeg er blevet meget bedre på bolden, og så er jeg blevet bedre til præcis at vide, hvad jeg skal gøre i bestemte situationer. Det er blevet lidt mere klargjort, og det har også været nemmere at se selv, fordi vi har videosessioner, hvor man kan se præcis, hvornår man måske kunne gøre tingene anderledes. Så er det noget, man kommer til at tænke over på banen også.”

Det er ikke kun personligt, Obitsø har kunnet mærke en udvikling.

”Jeg synes også, udviklingen i klubben går den rigtige vej. Nu får vi også bundet flere spillere, og det er jo med til at gøre det hele mere kontinuerligt i truppen, så vi hele tiden kan bygge på relationerne også. Når Lars smider i, er det ambitiøst, men sker i et stille og roligt tempo, så det ikke bliver sådan, at det stikker af, og man giver det et skud i en kort periode, og så når det ikke lykkes, droppes det. Hvorimod vi prøver at bygge noget op over en længere periode, og det, tænker jeg, er den helt fornuftige måde at gøre det på.”

Obitsø har efter Brabrand-kampen 41 kampe i Fremad.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP