En velbesøgt hjemmebane dannede rammen for en sand Fremad-målfest, hvor end ikke silende regnvejr kunne stoppe hjemmeholdet fra at snuppe en storsejr og endnu et clean sheet.
Efter to udekampe var Aarhus Fremad tilbage på Riisvangen til oprykningsspillets første hjemmekamp. Selvom det var en våd fornøjelse, kunne de fremmødte tilskuere lune sig på hele fire Aarhus Fremad scoringer på den første halve time.
Hjemmeholdet lagde godt fra land, og efter bare få minutter i regnen fremtvang Elias Egerton et straffespark, som Marcus De Claville omsatte sikkert til en Fremad-føring. Vi skulle se mere til de to senere senere.
Inden da var det Mathias Kubels tur til at komme på måtavlen. Et hurtigt taget frispark endte for fødderne af den formstærke målskytte, og han kunne sætte endnu en fuldtræffer i netmaskerne med et resolut spark efter bare et kvarter af første halvleg.
Fremad fortsatte ufortrødent, og da viseren på måltavlen stod ud det 24. minut, var det Elias Egertons tur til at komme på tavlen, da han havde sidste fod på et fladt indlæg i feltet.
Marcus De Claville, der tidligere på kampen havde scoret fra 11-meterpletten, skulle igen vise sig farlig på standardsituationerne. Et frispark udenfor Næstved-boksen kanonerede han i nettet, og de fremmødte tilhængere kunne hæve armene i jubel for fjerde gang på samme halvleg.
I løbet af anden halvleg blev der plads til nye ansigter, da Fremad nok engang gjorde brug af bredden i truppen ved at skifte fem gange i løbet af halvlegen.
I kampens slutfase var der igen mål at varme sig på for de 1072 fremmødte tilskuere. Efter 73 minutter var det Magnus Kircheiner der garnede, på en aflsutning der tog stolpen, inden den strøg over stregen. Få minutter senere tog også indskiftede Jashar Beluli del i målfesten med en scoring til 6-0.
Målfesten fik Simon Bækgård, der ligeledes blev bragt i spil i løbet af anden halvleg, lov at lukke af. Få minutter før slutfløjt scorede han kampens syvende og sidste mål.

Dermed har Aarhus Fremad fortsat fuld plade i oprykningsspillet, hvor rækkens tophold har hentet ni point i de første tre kampe af oprykningsspillet.
Næste opgave for Aarhus Fremad venter på fredag d. 9. maj, når Skive IK slår vejen forbi Riisvangen. Der er kampstart klokken 18.00.
Målscorere:
1-0, Marcus De Claville (6′)
2-0, Mathias Kubel (17′)
3-0, Elias Egerton (24′)
4-0, Marcus De Claville (30′)
5-0, Magnus Kirchener (73′)
6-0, Jashar Beluli (78′)
7-0, Simon Bækgård (85′)
Startopstillingen:
1. Kasper Kiilerich, 14. Marcus De Claville, 29. Oluwasegun, 5. Erik Nissen, 6. Frederik Grube, 3. Martin Agnarsson, 27. Magnus Kirchheiner, 28. Elias Egerton, 11. Kasper Lunding, 16. Anders Holvad, 17. Mathias Kubel.