Martin Mikkelsen går nyt kapitel i møde: “Jeg er som nyfødt”

”Min professionelle ild har været slukket i et stykke tid. I flere år faktisk. Jeg har holdt den kunstigt i live på en eller anden måde. Det er super naturligt og det eneste rigtige at sige stop nu. Det er en kæmpe lettelse at sige det højt.”

Det fortæller vores forhenværende spillende assistenttræner – nu kun assistent – Martin Mikkelsen, der efter mange og lange overvejelser over det seneste år en uge inde i sin sommerferie nåede frem til en konklusion. Det var på tide at sige stop.

Malle har opnået, hvad de færreste i dansk fodbold kommer til. Han står noteret for over 100 kampe i Superligaen og over 200 i 1. Division. Han har rykket op i Superligaen. Han har spillet på alle de største stadions i Danmark. Malle oplevede sågar at score sejrsmålet mod sin barndomsklub, AGF, i de døende minutter af en Superliga-kamp. En karriere man kun kan være stolt af. Og det er Martin Mikkelsen også.

”Jeg er stolt. Jeg har en følelse af, ’du gjorde det sgu, du klarede det. Du kan godt være dig selv bekendt’. ”

Men beslutningen om stoppet har ikke været lige til. Malle blev så sent som i sidste uge ramt af tvivl, da han var på trænerkursus. Der fik han understreget, at han ikke er færdig med at spille fodbold – kun i professionelt regi.

”Jeg havde ligeså meget lyst til at træne, som da jeg var 10. Som en vampyr, der ikke har fået blod længe. Jeg hungrer efter at spille fodbold. Jeg ved aldrig, om jeg bliver klar til at stoppe.”

Selvom Martin blev ramt af tvivl, så fandt han hurtigt ud af, det var den rigtige beslutning at stoppe med at spille på højeste plan. På trænerkurset skulle de se en træningskamp mellem OB og Fremad Amager. Der blev han mindet om, hvorfor han kunne hvile lettet i sin beslutning.

”Det første jeg tænkte var, ’hold kæft, jeg er glad for, det ikke er mig’. Vi kommer over og ser sådan en elite kamp med knald på. Jeg har bare ikke lyst. Jeg elsker at spille fodbold, jeg stopper aldrig med det, men jeg har ikke det kompetitive i mig mere. Bolden for fødderne, så står tiden stadig stille. Det er et indre pres, jeg altid har lagt på mig selv, og det kan jeg bare ikke mere. Jeg har måske aldrig haft psyken til at spille på det niveau, jeg har gjort, fordi jeg har lagt for meget pres på mig selv. Så i virkeligheden har den del bare slidt på mig. Det er en stor lettelse at sige det højt.”

Det er i virkeligheden meget paradoksalt. Det beskriver Malle det også selv som. Han hungrer efter at spille fodbold, men kan alligevel ikke mere. Martin vil stadig gerne spille de Danmarksserie kampe, han kan komme til, men på højest mulige niveau, er han færdig.

”Jeg er mæt. Jeg har prøvet det, jeg skal, og kan ikke prøve mere. Jeg er træt af alle de negative følelser, der følger med. Frustrationerne.”

Frustrationerne og presset, han har lagt på sig selv, har gjort ham mæt. I virkeligheden gad Martin godt have den ild og sult efter at spille med på øverste hylde. I den sidste optakt inden holdet gik på ferie, var Martin også klar på et halvt, måske endda et helt år mere. Den måde Fremad fortolker spillet på, begejstrer Malle, og det var også derfor, han for en måned siden var top tændt og klar på et år mere.

”Projektet i Fremad er lige præcis det projekt, jeg har ledt efter hele mit liv. Så lige den dag jeg finder det, er det lige præcis for sent. Jeg gad jo godt, jeg kunne spille med alle de drenge i Fremad, der spiller så fed fodbold, og have Morten som træner. Men det er for sent. Livets ironi. Jeg har ikke lysten, men gad godt jeg havde den og var kommet hertil for ti år siden. Men hvis du ikke er villig til at give mere, ofre nok, så er det ikke vigtigt nok. Det har det ikke været længe. Jeg vil hellere være træner. Men jeg læste om en livsstilsfilosof, der sagde, man skal skifte mening noget oftere. Det er 2021, ik? Så jeg er jo bare en moderne mand.”

Det er altid vedmodigt, når en spiller som Martin tager den sværeste beslutning, en fodboldspiller kan drømme om. Men i virkeligheden oplever Martin et overvæld af lettelse.

”Jeg har aldrig været andet end fodboldspiller, så det har været svært at beslutte. Men så ringede jeg fandeme til Morten på vej hjem fra Odense og sagde det. ’Jeg stopper’. Så kunne jeg bare mærke, det var en super fed følelse. Så dejligt at sige det højt. Kæmpe lettelse. Det bliver først virkeligt, når man siger det højt. Så jeg sagde det til en mere, min mor, min far. Det blev bare federe og federe. Det føltes så rigtigt. Og jeg havde lyst til at sige det til alle. Jeg ringede til alle mulige på den køretur.”

Og hvor der lukkes en dør, åbnes en ny. Martin overgår til at være ren assistenttræner, og det er en rolle, som virkelig glæder ham.

”Jeg er som nyfødt. Jeg føler, jeg har noget at give. Det er vigtig for os alle, at vi finder noget, vi føler, vi kan blive gode til. Jeg føler, jeg virkelig trives i den rolle, jeg lige præcis har fået lov til at forme i Fremad. Jeg har noget at give og kan hjælpe. Det føles virkelig, super fedt.”

Men hvad består Martins rolle som assistent egentlig af?

”Jeg kan være den, jeg er. Mega irriterende. Jeg kan godt lide at stille spørgsmålstegn ved ting og være kritisk, når der bliver sagt noget. Jeg vil gerne have argumenter for, hvorfor det skal være på en bestemt måde. Nogle gange synes Morten, det er helt vildt irriterende, tror jeg, men han siger det er den vigtigste grund til, jeg er der. Det er udfordringen. Det skulle han aldrig have sagt.”

Det falder Martin naturligt at spille djævlens advokat, men det er ikke den eneste bidrag, Martin udfylder som assistent.

”Jeg elsker at nørde spillet. Jeg synes, jeg har en god analytisk evne til at se, hvad der virkelig virker i fodboldspillet, og hvad der ikke gør, og så at kunne formidle det. Formidling af spilforståelse er virkelig noget, jeg brænder for. Det er en af grundene til, at alle store spillere ikke kan blive gode trænere. Meget af det, de har inde i hovedet, er instinktivt. Når de gør noget genialt hele tiden, så ved de ikke hvorfor, men kan bare mærke, det er det rigtige. Det med at forklare og få det gjort til principper, sådan at spillere kan forstå og følge det, er interessant.”

Hvad der venter i fremtiden må tiden vise. Lige nu ser Martin frem til det nye kapitel, som trænergerningen bringer. Men inden det nye kapitel bliver skudt i gang, er det værd at kigge tilbage på det overstået. For det er noget af et kapitel, Malle må vinke farvel til. Et kapitel fyldt med uforglemmelige minder, naturligvis med nogle der stikker mere ud end andre.

I sin urangerede top 3 har Martin klart tre minder, der stikker ud. Det første, der slår ham, er fra 2015, da Hobro slog Brøndby 2-0 på Brøndby Stadion, hvor Malle var en drivkraft i Hobros offensiv.

”En af mine gamle holdkammerater fra FC Fredericia Gunnar Guillermo Nielsen var ovre og se den. Han skrev uopfordret til mig efterfølgende, at det havde været en fornøjelse at se mig spille, fordi jeg behandlede bolden som den skal – med kærlighed. Han syntes, det var kedeligt i anden halvleg, da jeg gik ud. Det gjorde sateme indtryk, fordi det i virkeligheden er den største ros, man kan få, synes jeg. Det transcenderer sejr eller nederlag.”

Det er et minde, som Malle sætter stor pris på, fordi han altid har været romantisk anlagt, når det kommer til fodbold. En følelses- fremfor pligtspiller, som han kalder det.

”Bolden er verdens bedste legetøj. Jeg tror den kommer til at savne mig mindst ligeså meget, som jeg vil savne den. Jeg har altid behandlet den godt,” tilføjer han med et smil.

Udover kampen på Brøndby Stadion i 2015 står oprykningen med Hobro til Superligaen i 2017 også højt på listen. Martin havde personligt haft en hård periode. Hobro havde også haft en svær sidste periode på sæsonen, og oprykningskampen mod Vendsyssel gav ham måske en følelse lignende den, han fik, da han indså han skulle stoppe. Lettelse.

”Det var sat på spidsen. Vinderen rykkede op. Det var den vildeste, idylliske dag i skoven på DS Arena. Af en eller anden grund ramte vi bare et totalt fedt spændingsniveau. Vendsyssel virkede nervøse, og det var egentlig os, der blev indhentet med gummiben sidst på sæsonen, men vi var på toppen. Vi var knivskarpe, og det var en super kamp. Jeg lagde op til målet, og vi vandt 1-0 til allersidst. Den forløsning var det stærkeste, jeg nogensinde har mærket.”

Selvom de to oplevelser stikker klart ud, var der én anden, som virkelig har sat sit præg i Martins hukommelse. Men det er et af de eneste steder, det er bevaret, i Martins hukommelse. Hobro blev nemlig taberdømt på grund af brugen af en ulovlig spiller efter kampen mod AGF, de på banen vandt 2-1 i 2015.

”Vi vandt 2-1 hjemme en regnvejrsaften, som blev slettet fra historiebøgerne. Jeg scorer til 2-1 mod AGF i det sidste minut – min gamle klub. Jeg græd, da jeg jublede. Jeg kunne intet fatte.”

Malle står tilbage med en masse minder, men også en masse at se frem til i sin nye rolle som assistenttræner. Vi håber, Martin kommer til at bidrage til mindst ligeså mange store minder fra sidelinjen.

Flere nyheder

Næste kamp

13:45

FA 2000 - Aarhus Fremad

Seneste kamp

14:00

Aarhus Fremad - Thisted FC

Stillingen

ShoP