Vi er glade for at kunne annoncere, at Martin Mikkelsen er ny spillende assistenttræner efter sommer.
34-årige Martin Mikkelsen burde være et velkendt navn for aarhusianere og generelt fodboldinteresserede. Han kommer fra AGF’s akademi og har spillet i en lang årrække i både FC Fredericia i 1. division og for Hobro i Superligaen. Mikkelsen tilslutter sig Aarhus Fremad efter hans kontrakt har udløb i Fredericia. Han er en teknisk begavet offensivspiller, som er kendt for sit gode venstre ben.
Vi har fået os en snak med Martin om hans nye klubskifte, valget af Aarhus Fremad, og hvad det vil sige for ham at skulle påtage sig en trænerrolle for første gang. Han lægger ud med at fortælle:
“Det, at jeg bliver spillende assistent, er en super kombination for mig. Jeg er stadig klar på at spille, og så får jeg ovenikøbet lov til at diktere lidt. Jeg plejer som regel at have noget at sige til øvelser på træningsbanen, og nu kan jeg komme til at gøre det uden besvær. Det er et rigtig spændende projekt, der er igang i klubben, og med den dygtigste fodboldfagmand, jeg har stødt på i min karriere, i Morten, så er jeg sikker på, jeg kommer til at lære en masse.”
Det, at Morten er træner i Aarhus Fremad, har helt klart været afgørende for Mikkelsens skifte.
“Morten ringede i starten af året og plantede ideen i mit hoved, og på daværende tidspunkt havde jeg ikke tænkt meget over, hvad der skulle ske til sommer. Det tilbud jeg fik om at komme til Fremad, var for godt til at sige nej til. Morten og jeg ser fodbold meget ens, og det er klart at fornemme, at han har brugt 20 år på at dygtiggøre sig. Han ved så meget om fodbold, og det giver altså ikke sig selv, selvom man har været fodboldspiller i en masse år.”
Martin Mikkelsen er som sagt gammel Aarhus dreng. Han startede med at spille fodbold i VIK, men blev allerede som 11-årig AGF-spiller. Han nåede at være senior for AGF i tre år, inden han røg til FC Fredericia i 2008, hvor han blev indtil 2014, da han skiftede til Hobro. Det blev til en masse op- og nedture i Hobro fyldt med overlevelse, nedrykning og oprykning. Han skiftede endelig tilbage til Fredericia sidste sommer. Aarhus Fremad har dog altid været et ønske for Martin:
“Jeg har med jævne mellemrum altid kommet på Riisvangen, hvor jeg som regel har kendt nogen, som har spillet der. Jeg har altid tænkt, at det kunne være fedt at spille der på et tidspunkt i min karriere. Det kan et eller andet, Fremad. Der er en virkelig hyggelig stemning omkring klubben, og så er deres hjemmebane virkelig fed. Riisvangen minder mig om den bane, jeg spillede på som ung, hvor der ligesom på Vangen, var træer hele vejen rundt om banen”, siger Martin nostalgisk.
Martin kommer ind på holdet, som nok den spiller med mest erfaring på højest niveau. Det er dog helt nyt for ham, at skulle påtage sig en rolle i trænerstaben:
“Jeg har egentlig tænkt mig at lægge mig fladt ned og sige, at det er ligeså nyt for mig, som det er for spillerne. Jeg skal forsøge at finde en balance ifht. rollen som spillende assistent. Jeg tager det meget afslappet. Jeg så dem spille i går mod Brønshøj, og jeg var mega imponeret. Jeg har ikke spillet så meget, selvom jeg føler, jeg kunne have spillet mere, så jeg skal have oppet mig for at kunne spille med. Det er nogle virkelig dygtigere spillere, og jeg ved, at jeg skal være på toppen for at bidrage. Jeg har ikke snakket meget med Morten om en specifik rolle, men jeg tænker det bliver noget fra højresiden af”, fortæller han muntert.
Om sine mål og ambitioner i Fremad, fortæller Mikkelsen:
“Jeg har studeret trænere over de sidste par år, og kva nogle de trænere, jeg har haft, er det gået op for mig, hvor vigtigt det er at lede. Jeg bliver helt sikkert en, som kommer til at presse spillerne meget. Mit indtryk er, at det er vigtigt at sætte overlæggeren højt for at skabe en god kultur. Som Bielsa siger det: -Sejrer er ligesom gift. Det er vigtigt ikke at stille sig tilfreds, men at blive ved med at stræbe efter det umulige: perfektion. Det er helt klart en vigtig del af min filosofi, og det omhandler alt fra at rydde op til at stille krav til hinanden på træningsbanen.”
Om en fremtid som cheftræner, siger Martin:
“Det er svært at se, at jeg skulle blive træt af bold, og jeg tvivler på, at jeg får mindre lyst til at bestemme. Det skal prøves af, og så må vi se.”
Vi glæder os ekstremt meget til at se Martin på Vangen. Både som assistenttræner og som spiller. Han begynder efter sommer, så vi må vente lidt endnu.
Vi må i samme forbindelse desværre sige farvel til vores trofaste og nuværende assistent Rune Dall Jensen. Rune stopper af eget ønske pga. tidsmæssige udfordringer. Der vil, når sæsonen er slut, komme et indlæg med Rune, hvor han selv får lov til at sætte ord på sit stop i Aarhus Fremad.