Vi har fået endnu en kompetent kraft til klubben. Denne gang er det ikke en spiller, selvom Mathias besidder gode fodboldevner og ikke er bleg for selv at hoppe i Fremad-trøjen, hvis der mangles kræfter i Danmarksserien. Mathias Foged er dog i første omgang blevet Head of Performance i Fremad, hvor han nu har begået sig i rollen i 14 dages tid. Mathias er spændt på tiden i klubben og ser frem til at udvikle yderligere på sine kompetencer.
”Det er et rigtig spændende projekt, Fremad har gang i. Morten har været god til at sælge det, og så har jeg haft et par samtaler med Nicklas Pyrdol i forhold til, hvad der skal være det næste skridt i min karriere. Jeg er kommet fra nogle klubber, hvor mine opgaver har bestået mere af udførelse fremfor bestemmelse. For mit eget vedkommende er det virkelig interessant at have en mere ’bestemmer’-rolle i forhold til at tage ansvar, når der for eksempel skal laves tiltag i klubben. Det indebærer blandt andet sammen med trænerstaben at bestemme, hvordan øvelser skal udføres bedst muligt fysisk, men også spillemæssigt.”
Titlen Head of Performance ringer måske ikke en klokke for de fleste. Rollen indebærer forskellige arbejdsopgaver, hvor Mathias kommer til at arbejde tæt med trænerstaben, spillerne og de fysiske trænere og fysioterapeuter i klubben.
”Rollen i sig selv er at have styr på træningsbelastning. Hvor meget spillerne træner, og hvor meget vi kan presse dem. Det er min hovedrolle. Så er der et aspekt i at optimere performance gennem forskellige ting som styrketræning, og når vi får GPS-målere, kan vi også se, hvordan vi kan flytte spillere gennem træning. Hvis vi har en øvelse og gerne vil ændre intensiteten, så kan jeg med mine fagbriller fx gå ind og justere på dimensionerne i et spil, så vi i stedet for at spille på 20 meter spiller på 10 meter.”
Mathias bliver dermed også ansvarshavende på det slutprodukt, spillerne skal have. Det kommer til at foregå i en sparring mellem ham selv og trænerstaben, så der ikke bliver gået på kompromis med det taktiske udbytte, staben og alle omkring sigter efter at ramme. Mathias kommer altså til at indgå i en kombination af det taktiske og fysiske aspekter i at udvikle på vores spillere.
”Jeg kommer derudover til at have et tæt samarbejde med Qvick og fysserne. De ved noget i forhold til skader, så de kan give mig retningslinjer, som jeg så skal arbejde ud fra. På den måde kan vi passe på vores skadede spiller, men stadig give dem en optimal træning ud fra, hvad de på et pågældende tidspunkt kan kapere. Hvis vi arbejder med en spiller, der ikke skal udsættes for højintense løb, så er min opgave at tage det med videre til Morten, så vi tilpasser den rolle spilleren har i en øvelse, så han stadig er med og rammer de tekniske, taktiske og fysiske ting.”
Der ligger en stor opgave i at få de forskellige folk omkring klubben til at spille sammen.
”Det handler jo om at få skabt et trænerteam og en sundhedsstab, hvor fysser og fysiske trænere får alle elementerne til at passe sammen. Det nytter ikke, fysserne siger noget til spillerne, vi siger noget andet, og Morten eller en anden træner noget tredje. Der skal være god kommunikation. Ligesom der skal være det på banen, skal der være det udenfor banen, for at vi kan præstere på højeste niveau.”
Mathias Foged er oprindeligt fra Fredericia og har selv spillet fodbold hele sit liv. Efter hans karriere blev sat på pause, begyndte han at læse en bachelor i idræt og sundhed på SDU. Det sidste halve år kom han til Vejle Boldklub som fysisk træner, hvor han dagligt arbejdede med deres Superliga-trup med henblik på at få dem til at præstere bedre i form af styrketræning, men også fodboldfagligt blandt andet med fokus på bevægelsesmønstre.
Efter sin bachelor drog Mathias til København for at få en kandidat i human fysiologi. Efter et halvt år får Mathias sat et virksomhedsprojekt i gang med FC Nordsjælland som sports, science og fysisk træner i deres Superliga-trup. Mathias er der i et halvt år og får efterfølgende lavet en specialeaftale, hvor han skal skrive sit specialeprojekt i samarbejde med dem. Det indebar, at Mathias kom til klubben i et år mere i samme rolle. Ligesom i Vejle var det både med fokus på styrketræning og fagkyndighed på banen.
”Det var en fantastisk og meget lærerig tid. Man lærer meget af at være i et internationalt miljø, hvor der er så mange forskellige dagsordenener. Men dagsordenen er alligevel i sidste ende at skulle yde på højeste niveau i kamp. Det er noget af det samme, jeg vil tage med til Fremad. Det kan godt være, vi er tre forskellige ’afdelinger’, men i bund og grund skal alt det, vi laver, rettes imod en samlet styrke, der skal performe til hver kamp.”
Mathias har nu været i klubben i 14 dages tid, og han er spændt på, hvad fremtiden bringer.
”Jeg tænker, det er en spændende fremtid, vi går i møde. Jeg skal ikke lægge skjul på, vi har store ambitioner i klubben, og der vil jeg jo gøre alt, hvad jeg kan til at være med til at indfri dem. Jeg synes, det er en fed mulighed, der både gør det muligt for mig at spille noget hyggefodbold på DS, men stadig flytte mit potentiale i forhold til den her fysiske trænertjans. Jeg tager det, som det kommer, og jeg synes, Aarhus Fremad har gang i et kanon projekt, især med de funktioner jeg har fået med henblik fremtidsprojektet, og hvad vi skal optimere på.”
”Det har været meget positivt indtil videre, og jeg har oplevet en god stemning fra spillerne i forhold til det, vi forsøger at gøre. Det virker som et rigtig godt sted, og jeg er blevet taget godt imod af både spillerne, trænerne og fysserne.”
#forzafremad