Vi har fået endnu en ny offensivspiller til Fremad. Mathias Kubel har nemlig valgt Aarhus Fremad som sine nye destination efter to år i Hedensted, hvor han har tilbragt sin tid som seniorspiller. 19-årige Kubel har bundet sig til Fremad i to år og kommer fra en stærk sæson, hvor han blandt andet blev kåret til årets profil i Danmarksserien i efteråret af Ligabold.dk. Vores nye offensive spiller er godt tilfreds med at kunne kalde sig Fremad-mand.
”Jeg er enormt glad for at blive Fremad-spiller. Jeg var heroppe i vinter og se klubben an, og jeg fik et godt indtryk af hele holdet omkring klubben – både trænere, spillere og stab. Selvom jeg fik et godt indtryk af Fremad, valgte jeg at blive et halvt år mere i Hedensted, fordi vi havde mulighed for at rykke op. Men nu er jeg bare glad for, at jeg stadig har haft mulighed for at komme op til Fremad, og jeg ser meget frem til de næste to år.”
Som Kubel fortæller, så har han allerede været oppe og få en smagsprøve af Fremad, inden han nu har taget den endelige beslutning om, at han skal tage skridtet videre og skifte til os. I vinter var han nemlig i klubben og træne med i en måneds tid, og han var tilmed en del af truppen i testkampene mod Viborg og Esbjerg. Det er noget, som har gjort processen nemmere i forhold til Kubels skifte, forklarer vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard.
”Når man skal lære en spiller at kende, så er det optimale altid at have ham i hænderne. I perioden vi havde ham oppe, lærte vi ham at kende både som spiller og person, og der blev vi bekræftet i, hvad vi havde set før det. Nemlig at han var en spiller, som vi synes, vi både kunne udvikle som fodboldspiller og person i forhold til at blive et stort aktiv for os. Så accepterede vi, at Mathias gerne ville gøre det færdigt i Hedensted og hjælpe dem, og det var endnu et tegn på en sund karakter. Hedensted har været et godt sted for Kubel, og vi er glade for det forløb, der har været mellem klubberne. Vi har holdt kontakten med Kubel siden, set ham spille og haft møder med ham. Da vi vidste, han havde mulighed for at søge noget anderledes, var vi vedholdende og klar på at lave en løsning med ham. Og vi er rigtig godt tilfredse med, at han har valgt at fortsætte sin udvikling ved os.”
Kubel startede med at spille fodbold i Hedensted, men inden han blev gammel nok til at indgå i seniorrækkerne, var han forbi Horsens’ akademi, hvor han blandt andet lærte Frederik Jørgensen og Frederik Nørgaard at kende. Da han blev førsteårs U-19-spiller, tog han beslutningen om at prøve seniorfodbolden af, og det har været en stor succes for den kun 19-årige spiller. Selvom Kubel har en lang historie i Hedensted, var beslutningen om at tage næste skridt overkommelig.
”Jeg har hele tiden vidst, jeg skulle prøve mig af på et højere niveau end i Hedensted. Jeg vidste ikke lige, hvornår det skulle være, men jeg synes, mulighederne bød sig nu. Der har helt sikkert været flere overvejelser, i forhold til om det var det rigtige, men efter jeg har set Fremad an og trænet med, så har jeg egentlig ikke haft så svært ved at forlade Hedensted, selvom jeg har haft en rigtig god tid i klubben,” fortæller Kubel.
Kubel bliver den tredje nye offensive tilknytning, og det kommer ifølge vores cheftræner til at bidrage til en større bredde og kvalitet, som er nødvendig, hvis vi vil lege med, hvor det er sjovt.
”Vi så i sidste sæson, at hvis vi skal flytte os yderligere og gerne vil spille med i toppen af rækken, så skal vi offensivt være bredere og have flere paletter at spille med. Det bidrager Kubel med i form af sin ekstraordinære fart, hans rigtige gode opfattelse af tid, sted og rum i forhold til at aflevere, afvikle og holde bolden under pres. Det har været vigtig at få tilført truppen både noget kvalitet og en større bredde, hvis vi bliver ramt af skader. Nu er Nikolaj Kirk for eksempel ramt af en langtidsskade, så vi har haft fokus på, hvordan vi kan blive bredere. Jeppe, Julius og Kubel styrker både kvaliteten, bredden og giver os flere muligheder i forhold til det offensive spil, og det er vi rigtig godt tilfredse med,” fortæller Morten.
Kubel beskriver sig selv – ligesom vores træner – som en spiller, der er god i 1-mod-1-situationer, har god fart og overblik. Han er, som mange i vores unge trup, en mand med store ambitioner, og mulighederne i Fremad er også derfor noget, som virkelig har trukket i ham.
”Målet er, som det hele tiden har været, at se, hvor langt jeg kan komme med fodbolden. Fremad er et rigtig godt step på vejen. Det er en klub, som jeg tror, kommer til at ligge i toppen af 2. division, og det er klart også noget, som har været med i overvejelserne. Det er et godt hold, jeg skal spille på.”
Kubel sluttede oprykningsspillet af med to mål og to assists i otte kampe for Hedensted.