Ny tilgang på Riisvangen: – Fremad kan forløse mig

Aarhus Fremad har i vinterpausen fået tilgang af Henrik Hykkelbjerg Jensen, der ser frem til at spille på Riisvangen. Et af trækplastrene i Fremad er den opportunistiske spillestil, som Hykkelbjerg forventer kan forløse hans potentiale.

Af Mathias Dueholm
Foto: Aarhus Fremad

Fra ét tophold til et andet. Henrik Hykkelbjerg Jensen er ny mand i Aarhus Fremad-truppen. Midtbanespilleren excellerede i efteråret for Silkeborg-klubben Young Boys i 3. Division, hvor han blandt andet bankede seks mål i kassen. Det er kvaliteter, der godt kan bruges på Riisvangen, og Hykkelbjerg selv ser naturligvis også frem til at få nye udfordringer.

”Fremad var faktisk min foretrukne klub. Jeg synes spillestilen passer mig rigtig godt, det virker som en fed klub at være i, og så har jeg holdt af at komme meget på Riisvangen,” siger Henrik Hykkelbjerg Jensen.

Midtbanedynamoen, der har fået sin fodboldopvækst i Viborg FF, for hvem han også nåede at debutere som senior, har huseret i de danske divisioner i en årrække. Efter at have præsteret på et stabilt højt niveau for Young Boys, ønskede Hykkelbjerg ikke at forlænge sin kontrakt i søhøjlandet. Han ville søge nye udfordringer.

”Det her er et passende skridt for mig efter jeg har leveret godt i 3. Division i lang tid. Jeg tror på, at Fremads måde at spille på kan forløse mig som fodboldspiller,” siger Henrik Hykkelbjerg Jensen inden han fortsætter:

”Jeg har jo allerede et stort kendskab til klubben. Jeg har flere kammerater, der spiller her, og jeg kommer gerne på Riisvangen, når jeg har tid til det. Det er en utroligt harmonisk trup, der næsten er som en familie. Det gør det nemt at falde til.”

At skifte fra en lavere rangeret række til et tophold i 2. Division kan for mange lyde som lidt af en mundfuld. Det er dog ikke noget, der har skræmt Hykkelbjerg, der har været en del af Fremads vinteropstart lige siden den begyndte i starten af januar.

”Niveauet er selvfølgelig højere her i Fremad. Kvaliteten af spillere er bare højere, men jeg føler helt klart, at jeg kan være med. Jeg kan mærke, at det er med til at gøre mig til en bedre spiller at træne og spille med holdkammerater, der har et højere niveau,” siger Hykkelbjerg.

Sammen med resten Aarhus Fremads mandskab kan Henrik Hykkelbjerg Jensen se frem mod et spændende efterår, hvor udgangspunktet ikke kunne være bedre i 2. Division, og ydermere er der en dobbeltkamp i Pokalturneringens kvartfinale mod Superligaens førerhold, FC Nordsjælland.

”Nu skal jeg først og fremmest forsøge at bide mig fast i start-11’eren og få så mange minutter på banen som muligt. Så håber jeg da, at vi kan holde fast i toppen af rækken og være med til at spille om oprykning. Det ville være sjovt at være med på en tur med Fremad op i 1. Division,” siger Hykkelbjerg.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP