shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

En Damgaard afløser en anden

Til forårssæsonens sidste hjemmekamp mod Vanløse sagde vi pænt farvel til anfører Andreas Damgaard, der må drosle ned for fodbolden af lykkelige omstændigheder, da der i forsommeren kom tvillingedrenge til verden i det Damgaardske hjem.

Dette er naturligvis et kæmpe tab for holdet, men heldigvis ikke for klubben, da Andreas pr. 1/8 starter i en nyoprettet stilling som sponsor- og netværksansvarlig i Aarhus Fremad. Andreas har i de seneste år arbejdet med netop sponsorer og netværk i AC Horsens. Velkommen på kontoret, Andreas.

Men trøje nr. 4 bliver i Damgaard familien, da det er lykkedes Aarhus Fremad at få tilgang af lillebror, Mathias Damgaard, der kommer til fra ligakonkurrenterne Middelfart Boldklub. Mathias er ligesom sin forgænger i nr. 4 højrebenet midterforsvarer, der gør en dyd ud af at forsvare. Den 23-årige forsvarspiller har fået sin opvækst i Ac Horsens’ ungdomsafdeling og har i sin seniorkarriere spillet i FC Skanderborg og Middelfart.

“Vi er glade for at få tilgang af Mathias. Vi har allerede set nu i den første træningsuge, hvad der er for en karakter vi får ind i truppen. Der er god lyd og stort hjerte for at forsvare. Mathias kommer til at passe godt ind i vores træningskultur og vi glæder os meget til samarbejdet” fortæller Cheftræner Morten Mølkjær

Mathias spillede sin første (uofficielle) kamp i lørdags, da Odder blev besejret 2-0.