shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0.00DKK
View Cart Check Out

Mathias Jacobsen skifter til Aarhus Fremad

Endnu en spændende spiller har valgt Aarhus Fremad som sin nye klub. Den 22-årige offensive spiller Mathias Jacobsen har, siden opstarten i januar, trænet fast med 2. division. Mathias har derfor været inde omkring holdet i et par uger før, at skiftet er blevet officielt. Jacobsen har været klubløs siden i sommer, hvor hans kontrakt med FC Fredericia udløb. Han er dog mere end klar til at spille bold på højt plan igen: “Jeg kender Morten rigtig godt. Jeg ved klubben er et sted, hvor der er rigtig mange unge, som elsker at spille bold. Derudover ved jeg, at jeg passer ind i Mortens spilfilosofi og -system.” siger Mathias Jacobsen. Det er altså blandt andet et perfekt match mellem spiller og træner, som tiltalte Mathias Jacobsen. Men det var ikke det eneste: “Jeg har spillet sammen med Christian Nissen i FC Fredericia, og kendte derfor godt til klubben. Jeg ved det er en klub med en fed kultur, stor historie, og en masse unge mennesker som bare nyder at spille bold.” tilføjer Mathias om sit valg af Aarhus Fremad som ny klub.

Mathias har ikke haft nogen klub det sidste halve år, og det skyldes, at Mathias havde brug for en pause fra fodbolden: “Efter min kontrakt udløb med FC Fredericia, trænede jeg lidt med i Middelfart, men faktum var bare på det tidspunkt, at jeg havde mistet glæden ved at spille. Jeg kørte død i det og tog så en pause fra fodbolden, hvilket var en rigtig god beslutning.

Mathias var ude for en fodboldspillers værste mareridt, da han i 2017 brækkede sit ben. Det holdt ham ude i et helt år, og efter Mathias gjorde comeback og kom fint tilbage fra den ellers frygtelige skade, var ulykken ude igen. Mathias fik et brud i ryggen, og det endte med at holde ham ude i et halvt år yderligere. De lange perioder på sidelinjen – efter ellers at have tiltrukket meget opmærksomhed som talent i FC Fredericia – gjorde, at Mathias mistede sulten for spillet. Derfor var et halvt år med fodbolden på køl, lige hvad Mathias havde brug for. Mathias har derfor også nogle klare mål med sin tid i Aarhus Fremad: “Jeg håber selvfølgelig på at få en masse spilletid, score en masse mål, men også at bidrage til kulturen i klubben og hjælpe folk på vej.

Med sin tidligere assistenttræner fra sin FC Fredericia tid, Morten Dahm Kjærgaard, nu ved roret i Aarhus Fremad, har Mathias valgt at Aarhus Fremad er det perfekte sted at starte med at spille fodbold igen.

Mathias Jacobsen har en fortid som ungdomsspiller i Middelfart BK, Vejle Boldklub, og FC Fredericia, hvor han for sidstnævnte skrev sin første professionelle kontrakt i 2015, da han var 17 år gammel. Mathias har trods sin alder og skadeshistorik en del kampe på højt niveau i baggagen. Han er noteret for 52 kampe for FC Fredericia både i NordicBet Ligaen og i Sydbank Pokalen, og han har scoret fem mål og lavet syv assists.