DBU Pokalens første runde bliver afviklet d. 13. og 14. august, og på sidstnævnte dato skal Aarhus Fremad en tur til Kjellerup for at sikre avancement.
Kjellerup har med Thomas Røll Larsen på banen og Ralf P. på sidelinjen et par velklingende navne, der dog ikke kunne forhindre, at holdet sidste sæson rykkede ned fra 2. division vest. Det var blandt andet Aarhus Fremads fortjeneste, da man slog Kjellerup med hele 5-0 i deres første interne møde. Anden kamp mellem de to hold endte målløs.
Aarhus Fremad har fået en god start på sæsonen med fire point i to kampe. Senest slog man oprykkerne fra FC Djursland med 2-1 på Riisvangen. Kjellerup har derimod fået en skidt start på deres sæson i Danmarksseriens Pulje 3, hvor deres eneste kamp endte med et nederlag i en ellers målrig affære. AaB II slog Kjellerup 5-4.
Kampen spilles på Kjellerups stadion, Bjerget, d. 14. august kl. 18.30