Det var en glad Fremad-lejr, der kunne sænke skulderne og fejre, at oprykningen nu er i hus.
Næste år står der 1. division på menuen for Aarhus Fremad. Det er en kendsgerning efter at det ene point mod Middelfart sikrer, at oprykningen nu er definitiv.
– Jeg er glad for at se alt den glæde, der udspringer her på Riisvangen – spillere og fans i en skøn forening. Alle har glædet sig til, at det kunne lade sig gøre og fejre det på hjemmebane med sæsonrekord. Det er en fornøjelse.
– Stort tillykke til alt og alle i og omkring klubben. Det betyder rigtig meget, lyder det fra en glad cheftræner.
Oprykningen blev fejret sammen med 3345 fremmødte Fremad-fans, der var med til at sætte sæsonrekord på lægterne. Og det er en opbakning, der bliver værdsat af dem på grønsværen.
– Det betyder sindssygt meget og den opbakning må vi aldrig tage for givet. Den er virkelig, virkelig fantastisk, fortæller Frederik Grube.
Oprykningen er kærkommen efter en årrække, hvor det er glippet sidst på sæsonen. Derfor kunne direktør, Jesper Blicher Dahl, sænke skuldrene og nyde fejringen sammen med spillerne og staben.
– Vi tænker på det hver dag. Hvordan sætter vi holdet sammen? Hvordan skaber vi nogle betingelser for spillerne, så de kan udvikle sig bedst muligt? Hvordan sikrer vi, at økonomien er der, så vi kan blive ved med at flytte klubben og holdet.
– Og når det så sker, så er det bare fedt!
Du kan se hele indslaget herunder, hvor du også kan høre, hvordan oprykningen skal fejres: