Vi siger farvel til Morten DK

Efter 6,5 år skal vi nu sige farvel til cheftræner Morten Dahm Kjærgaard.
Efter aftale ophører et langt samarbejde, som begge parter har nydt.

“Alt godt har en ende, Morten har været en vigtig faktor i klubbens udvikling igennem de sidste 6 1/2 år, vi har defineret en fast spillestil, som han dygtigt har implementeret, og han har været med til at løfte barren, når ambitioner er blevet vendt. Vi kommer til at savne hans energi og arbejdsomhed, samtidig har vi godt været klar over, at han skulle videre på et tidspunkt. Vi er blevet fint kompenseret og ønsker Morten alt det bedste fremover” – Jesper Blicher Dahl

Efter 2341 dage i spidsen for Aarhus Fremad siger Morten DK farvel. Det er gennem tiden blevet til 212 kampe og talrige minder. Lars Kruse siger farvel til træneren han ansatte i januar 2020:

“Først og fremmest skal der lyde en stor tak til Morten. Ikke alene for den fantastiske udvikling, som vi sammen har skabt i Aarhus Fremad, men også for det venskab, der er opbygget gennem mange år.

Jeg ønsker ham alt det bedste og glæder mig til at følge hans videre rejse. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan nå rigtig langt i sin trænerkarriere.

Personligt har jeg også lært rigtig meget af at arbejde tæt sammen med Morten. Hans kompromisløse tilgang, høje ambitioner og evige jagt på forbedringer har sat et tydeligt aftryk på både mig og på klubben.

Når det er sagt, kommer jeg nok ikke til at savne hans utålmodighed eller hans evige insisteren på, at tingene altid kunne gøres lidt bedre. Men sandheden er også, at hvis ikke Morten havde været den, der konstant pressede på og udfordrede os alle sammen, så var Aarhus Fremad næppe nået dertil, hvor klubben står i dag.

Derfor skal der også lyde en tak for på sin helt egen måde at være både krævende, stædig og indimellem en smule irriterende. Det har været med til at flytte klubben.

Fodboldverdenen er, som den er, og det er kun naturligt, at en dygtig træner får muligheden for at prøve sig af på et endnu højere niveau. Den mulighed har Morten fortjent. 

Jeg kommer til at savne ham i Aarhus Fremad, og hvem ved – måske krydses vores veje igen en dag.”

Tak for det hele, Morten – vi ses på Vangen!

Foto fra oprykningen. FotoTrine

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Hobro IK vs Aarhus Fremad

Seneste kamp

2 - 2

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP