I sommeren 2024 kom Jashar Beluli til Aarhus Fremad fra AC Horsens, og den 21-årige angriber er kommet for at blive.
Jashar Beluli har således skrevet under på en kontraktforlængelse med Aarhus Fremad. Beluli er blevet udstyret med en aftale frem til sommeren 2028.
– Jeg er utrolig glad for at forlænge med Aarhus Fremad. Det føles som det rigtige sted for mig at være i lige nu i min karriere. Klubben har en klar retning, og det er noget, jeg passer godt ind i.
– Min første tid i klubben har været virkelig positiv. Jeg blev taget rigtig godt imod af både holdkammerater og folk i og omkring klubben, og det har gjort det nemt at falde til. Der er en særlig kultur i Fremad som man hurtigt mærker, og det er en klub med et stærkt sammenhold, siger Jashar Beluli.

Beluli er i gang med sin anden sæson på Vangen, og Fremad-angriberen, der er noteret for to optrædener i Superligaen for AC Horsens, har på flere måder rykket sig som spiller siden sin ankomst sidste år.
– Sportsligt har det også været godt. Jeg føler, jeg har udviklet mig både som spiller og som menneske, og det har helt klart bekræftet mig i, at Fremad er det rette sted for mig.
– Jeg mærker en stor tillid fra både trænerstaben og ledelsen, og her vil jeg gerne fortsætte min udvikling. Vi har gang i noget spændende, og jeg vil gerne være med til at bygge videre på det projekt, siger han.
Jashar Beluli har repræsenteret Aarhus Fremad 33 gange med ni scoringer og ét oplæg til følge.
Tre af de ni scoringer kom i pokalkampen mod Young Boys FD i sidste måned, hvor han scorede hattrick på under en halv time.
Du kan høre mere om den brandkamp herunder: