Aarhus Fremad vandt for 100. gang under Morten Dahm Kjærgaards ledelse, da Hobro IK blev nedlagt på Riisvangen med cifrene 3-0.
Aarhus Fremad er en velsmurt maskine for tiden.
Lørdag vandt de gul-sorte-krigere for fjerde gang i træk – på tværs af både liga og Pokalen – da Hobro IK kom til Riisvangen Stadion i solskinnet og tabte med 3-0. I alt er Morten Dahm Kjærgaards mandskab inde i en stime på seks ubesejrede kampe.
Med sejren befinder Fremad sig på fjerdepladsen i 1. division. Lyngby BK på femtepladsen har dog én kamp i hånden.
Lørdagens sejr var det første af to møder med Hobro inden for få dage. Onsdag kommer Hobro igen på besøg, denne gang i Pokalturneringen.
Frisparkperle af Kaastrup gav Fremad en drømmestart
Aarhus Fremad kom lynhurtigt i lørdagens kamp på sejrskurs, da Magnus Kaastrup hamrede bolden op i hjørnet direkte på frispark.
Fremad fik en drømmestart på kampen, og små 20 minutter blev føringen fordoblet, da Martin Agnarsson trak et straffespark efter en duel i feltet.
Mathias Kubel fik ansvaret for at sparke den ind fra 11-meter-pletten, og den lynhurtige kantspiller leverede. 2-0 til Fremad efter 23 minutter.
I pausen foretog Hobro tre ændringer, og fra anden halvlegs start blev gæsterne farlige. Men Hobro manglede det sidste, før de alvor var farlige – og Fremads sidste skanse, Kasper Kiilerich, leverede nok en flot præstation inde mellem stængerne.
Efter 74 minutter blev kampen afgjort, da målscoren til 2-0, Mathias Kubel, tonsede forbi Hobro-defensiven og kunne spille den på tværs til Kasper Andersen, der scorede sit ottende mål i sæsonen. Nummer to på topscorerlisten er Hillerøds Adrian Justinussen med fem scoringer.
Sejren betyder, at Aarhus Fremad i skrivende stund befinder sig på fjerdepladsen i 1. division med 15 point.
Onsdagens pokalkamp mod Hobro sættes i gang klokken 16:00.
Du kan se highlights fra 3-0 sejren herunder:
