nyheder:

Kasper Andersen var dagens mand i skysovs, da Aarhus Fremad lørdag slog Hillerød Fodbold med 3-1.

En, to, tre.

Kasper Andersen fandt sin vej til netmaskerne hele tre gange, da Aarhus Fremad lørdag besejrede Hillerød Fodbold.

Den nytilkomne angriber var knivskarp foran mål og fik scoret sine første mål i Aarhus Fremad-trøjen, og det var en lettelse at få åbnet scoringskontoen siger Andersen.

– Vi kommer rigtig stærkt ud til kampen og sætter os på det, som vi egentlig gerne vil, og ser rigtig stærke ud på omstillingerne, hvor Kubel og Lunding kommer godt ned bagved dem.

– Og så de rigtig gode til at service mig. Så dropper bolden ned foran mig, og det giver nogle mål. Jeg synes alt i alt, at det var en sindssygt stærk holdindsats, hvor vi kommer afsted med alt det, vi gerne vil, som vi også har gjort i de første par kampe – men hvor vi så denne gang var noget skarpere i felterne, siger Kasper Andersen.

Du kan se det fulde interview med Kasper Andersen herunder:

Foto: Vildmedfoto.dk – Foto Trine

Fjerde gang blev lykkens gang, da Aarhus Fremad lørdag eftermiddag fik hul på bylden og sejrede for første gang i den nye sæson i 1. division.

Det gik udover Hillerød Fodbold, der havde turen over Storebælt til et solskinsbetonet og velbesøgt Riisvangen Stadion.

2.026 var mødt op på Vangen, hvor de var vidne til en sand Kasper Andersen-pragtpræstation.

Fremad-bomberen scorede hattrick og havde en stor andel i, at Aarhus Fremad kunne tilføje tre point til ligaregnskabet.

Inden kampen blev anfører Marcus Kirchheiner hyldet for at have spillet 150 kampe for Aarhus Fremad. Store-Kirchheiner, der kom til klubben i 2019, rundede sit jubilæum i sæsonåbneren mod AC Horsens.

Kyniske Kasper Andersen

Aarhus Fremad kom tidligt i opgøret på sejrskurs, da Kasper Andersen blot skulle bruge syv minutter, før bolden lå bag Adrian Kappenberger i Hillerød-målet – og for Hillerød-keeperens vedkommende var det blot en forsmag på, hvad Kasper Andersen havde af planer for lørdagens kamp.

To minutter senere var det tæt på at blive 2-0 til hjemmeholdet, da Mathias Kubel kom først på bolden efter et blokeret Simon Bækgaard-skud, men en stærk fodparade af Hillerøds sidste skanse afværgede katastrofen.

Fremad slap ikke på speederen efter målet – tværtimod. Det gulklædte mandskab var veloplagte og pressede på. Særligt den lynhurtige Mathias Kubel gjorde ondt på gæsternes defensiv.

Ti minutter efter 1-0-målet var det uhyre tæt på at blive 2-0, da Martin Agnarsson kom først på et millimeterpræcist indlæg af Marcus de Claville, men desværre for Agnarsson diskede Hillerød-manden op med en fiberredning og sendte bolden ud til hjørnespark.

Det andet Fremad-mål kom tættere og tættere på, og i det 36. minut gik den ikke længere for Hillerød. Kasper Andersen stod det helt rigtige sted og bragte Fremad foran med 2-0, hvilket også var stillingen efter de første 45 minutter.

Hattrick-helt

Første halvleg var en underholdende affære, og de næste 45 minutter skuffede heller ikke.

Tidligt i anden halvleg kom Hillerød på tavlen, da Adrian Justinussen stangede bolden ind. Udeholdet fik reduceret, men netop som nordsjællænderne troede, at de var kommet tilbage i kampen, kunne de godt tro om igen – for Kasper Andersen var på en mission.

Otte minutter efter Hillerøds reducering fuldendte Andersen sit hattrick, hvor han modtog bolden inde i feltet efter et Kasper Lunding-frispark, og det blev dødsstødet til udeholdet.

Kampen endte 3-1.

Med sejren rykker Aarhus Fremad op på en foreløbig 8. plads med fire point i fire kampe i 1. division.

Næste kamp for aarhusianerne er fredag den 15. august på udebane mod Hvidovre.

Du kan se highlights fra opgøret herunder:

Kasper Andersen var i hopla med tre scoringer, da Aarhus Fremad lørdag slog Hillerød med 3-1 på Riisvangen Stadion.

Her er der highlights fra Fremads første sejr i sæsonen i 1. division:

Et møde med en modstander fra en lavere række er ikke altid en let opgave. Derfor var cheftræner Morten Dahm Kjærgaard godt tilfreds med indsatsen mod Skibsby-Højene.

Aarhus Fremad er videre i pokalturneringen efter en 3-0-sejr over Serie 2-holdet fra Skibsby-Højene IF.

Selvom det “kun” blev til en 3-0-sejr, hvor der ellers var chancer til en langt større sejr, så var vores cheftræner glade for spillernes indgang til opgøret.

– Jeg så en kontrolleret indsats på mange måder. Vi hylder pokalturneringen her i dag i Skibsby-Højene, og de havde gjort meget ud af det. Det var en fornøjelse at spille heroppe, og det var rigtig mange mennesker, der var ude og se kampen.

– Vi mødte et hold, der kæmpede alt, hvad de kunne, og en målmand, vi fik skudt godt og grundigt varm. En kamp, hvor de gjorde det godt.

– Vi skabte en kamp, hvor vi havde mange chancer, og vi scorer desværre kun tre mål, men gav næsten ikke noget væk. Det var rigtig fint at spille så koncentreret i en kamp, hvor der var stor niveauforskel, og hvor vi skulle gøre os umage gennem hele kampen med lidt ekstra vind og en svær bane, så lykkedes det meget godt, siger Morten Dahm Kjærgaard.

Se hele interviewet med cheftræneren herunder:

Blandt de tre målscorer i tirsdagens pokalkamp mod Skibsby-Højene IF var Magnus Kirchheiner. Han håber, det bliver det første mål af mange.

I nordjysk stormvejr tog Aarhus Fremad en sikker pokalsejr på besøg hos Serie 2-mandskabet fra Skibsby-Højene IF, og her bar Magnus Kirchheiner anførerbindet, da han kom på måltavlen.

Scoringen faldt efter 28 minutter, og forhåbentligt er pokalmålet kun starten for Kirchheiner og holdet, der gerne skal

– Det er klart, at det da er rart at få hul på bylden, så nu håber vi, at der kommer flere.

– Vi har gerne ville have haft noget mere ud af de seneste par kampe og scorer nogle flere mål, også i åbent spil. Det er klart, at mål og sejre avler selvtillid, så dem håber vi, at der kommer flere af, siger Magnus Kirchheiner.

Hør hele interviewet med Kirchheiner herunder:

Se målene fra sejren i første runde af Oddset Pokalen mod Skibsby-Højene IF.

Det var et altdominerende Aarhus Fremad-hold, der kunne rejse fra et stormfuldt opgør i det nordjyske med en 3-0-sejr.

Tirsdag aften var BETINIA Ligaen for en stund skiftet ud med Oddset Pokalen, da turen gik til Serie 2-holdet Skibsby-Højene IFs hjemmebane lidt uden for Hjørring.

Der var masser af vind over Nordjylland, og med samme hastighed bevægede Aarhus Fremad sig mod modstanderens mål med et hav af chancer gennem hele kampen.

I sidste ende stod der 3-0 på scoringstavlen, da dommer Aydin Uslu fløjtede kampen af, og vi er dermed klar til 2. runde af pokalturneringen.

Stormende fra start

Helt fra kampens begyndelse tog Aarhus Fremad teten. Vi gik målrettet efter at komme på tavlen tidligt, og mulighederne opstod hurtigt.

Efter tre minutter måtte Skibsby-Højenes målmand strække sig i feltet for at afværge et godt indlæg af Magnus Kaastrup, der næsten nåede Kasper Lunding, og her fik Fremad det første af mange hjørnespark.

Få minutter senere fik Anders Holvad også tappet bolden i mål. Det lykkedes efter et skud af Magnus Kaastrup, der på vejen ramte en modspiller, og dermed landede for fødderne af Holvad. Dog desværre i en offside-position.

Efterfølgende havde vi flere farlige hjørnespark, der akkurat blev clearet eller headet væk af et presset Skibsby-Højene-forsvar, og skud der blev blokeret eller nappet af en modig modstander-keeper.

Fem minutters fortjent måludbytte

Forløsningen kom dog efter 21 minutters spil på et skud af Magnus Kaastrup på et oplæg af vores anfører Magnus Kirchheiner, der lå helt ude ved højre stolpe. 1-0 til os.

På et langskud af Magnus Kirchheiner serveret af Kasper Lunding kunne Fremad igen score tæt ved højre stolpe til en 2-0-føring efter 28 minutters spil.

Føringen holdt halvlegen ud, inden der ventede en pause med lidt rokeringer. Her valgte cheftræner Morten D. Kjærgaard og trænerteamet at tage Carl Nygaard og Kasper Lunding ud for at give Jonas Thorsen og Mikkel Falk de resterende 45 minutter. Desværre måtte Mikkel Falk dog lade sig skifte ud senere i opgøret.

I 2. halvleg var der igen pæne muligheder, men et lavtstående Skibsby-Højene-mandskab stod i vejen for flere skudforsøg og hovedstød, der også kastede endnu flere hjørnespark af sig. Der blev virkelig kriget i boksen.

Sejren cementeres kort før slutfløjt

I det 69. og 74. minut blev de sidste muligheder for friske kræfter bragt i spil i Marcus De Claville, Jashar Beluli og Marius Løkke, der erstattede Mikkel Falk, Kasper Andersen og Magnus Kaastrup.

Oliver Andreasen stod for kampens sidste mål med et skud fra kanten af det lille felt, der flot tog begge stolper på den rigtige side af stregen.

Det slutter 3-0 ved Højene Hallen mod Skibsby-Højene IF, og Aarhus Fremad avancerer til næste runde af Oddset Pokalen. Lodtrækning til 2. runde foregår den 11. august, og de efterfølgende opgør spilles i begyndelsen af september.

Inden da skal vi dog igen i aktion i Betinia Liga, hvor vi på lørdag igen er hjemme i vante rammer på Riisvangen. Vi får besøg af Hillerød Fodbold, og du finder billetsalget ved at klikke her.

Målscorere:

0-1: Magnus Kaastrup (21′)
0-2: Magnus Kirchheiner (28′)
0-3: Oliver Andreasen (88′)

Startopstilling:

30. Viktor Højbjerg, 15. Carl Carøe Nygaard, 5. Erik Nissen, 2. Malthe Kjølby, 20. Olafur Hjaltason, 23. Oliver Andreasen, 27. Magnus Kirchheriner, 9. Kasper Andersen, 11. Kasper Lunding, 16. Anders Holvad, 7. Magnus Kaastrup.

Bænk:

1. Kasper Kiilerich, 20. Elias Egerton, 24. Jonas Thorsen, 21. Marcus De Claville, 18. Mikkel Falk, 3. Magnus Agnarsson, 12. Marius Løkke, 8. Simon Bækgård, 70. Jashar Beluli

Morten Dahm Kjærgaard sætter ord på lørdagens kamp mod Lyngby Boldklub.

Det blev til et 2-0 nederlag til Lyngby Boldklub i årets hjemmebanedebut på Riisvangen Stadion.

Superliganedrykkerne tog alle tre point, men Aarhus Fremads cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, er fortsat optimistisk ovenpå en kamp, hvor Fremad førte i både boldbesiddelse og afslutninger, siger han i interview, som kan ses i bunden af artiklen.

Tirsdag skal Fremad i ilden igen. Det er på udebane i pokalturneringen mod Skibsby-Højene IF, som Fremad-chefen også sætter nogle ord på i interviewet.

Du kan se det fulde med Fremad-cheftræneren herunder:

Magnus Kaastrup fik lørdag sin hjemmebanedebut på Vangen, da Lyngby Boldklub kom på besøg, og det var på flere måder en speciel kamp for den 24-årige kant.

Det blev ikke til nogen resultatmæssig drømmedebut for Magnus Kaastrup, da Aarhus Fremad lørdag spillede sæsonens første kamp på Riisvangen Stadion.

Lyngby Boldklub var kyniske og kom fra Aarhus med en 2-0-sejr, og selvom det sluttede uden point for Kaastrup og co. var det en speciel kamp, fortæller han.

Du kan se det fulde interview med Kaastrup herunder:

Det blev til nul point i sæsondebuten på Riisvangen, da Lyngby Boldklub kom på besøg og sejrede med 2-0.

Lørdag eftermiddag lagde Riisvangen for første gang i 17 år græs til en 1. divisionskamp.

Superliga-nedrykkerne fra Lyngby Boldklub kom til Smilets By, og det blev en våd affære på Vangen efter regnen havde silet ned i timen op til kampstart. Men trods vejrforholdene var hele 2.504 dukket op til god fodbold på Vangen.

Mortens Karlsen Lyngby-hold kom til Vangen ubesejret med fire point i de første to kampe. Sejr mod Esbjerg fB og uafgjort mod B93 er det blevet til for De Kongeblå, og lørdag ødelagde de en perfekt sæsondebut på Vangen for Aarhus Fremad med en sejr på 2-0.

Fremad havde ellers rigeligt med chancer i opgøret, men igen var det svært for de sort-gule krigere at få hul på bylden.

Lyngby tidligt i front

Man siger, at 2-0 er den farligste føring i fodbold. Men i lørdagens kamp var der ikke tale om nogen særlig langvarig 2-0-føring til gæsterne fra Lyngby.

Superliga-nedrykkeren kom ellers stærkt fra land, da udeholdet i det 12. minut bragte sig foran med 1-0 på mål af Magnus Warming efter en bold i dybden.

Farlighed var der dog ikke det store af i første halvleg, der mest af alt bød på halve chancer – for begge mandskaber.

Aarhusianerne dominerede på kuglen i de første 45 minutter, men den dygtige Lyngby-defensiv var svær at åbne op. Særligt den unge Lyngby-stopper Tobias Storm var skarp.

Bækgaard stod for Fremads største chance

Kampbilledet fortsatte i samme stil i anden halvleg, hvor Lyngby fortsat overlod initiativet til Fremad. Morten Dahm Kjærgaards mandskab jagtede comebacket og nægtede at give op.

Kort inde i anden halvleg var Simon Bækgaard tæt på at bringe balance i regnskabet, da han med hjælp fra en lille Lyngby-afretning huggede bolden op på overliggeren. Desværre var det overligger-ud, og meget tættere på en scoring kom vi ikke.

Det kom Lyngby til gengæld i det 89. minut, hvor den nyligt indkøbte Lyngby-spiller og tidligere AGF’er Bror Blume fik navigeret bolden i mål efter et hjørnespark.

Det blev således til et bittert nederlag på 2-0 mod Lyngby. Set på den lyse side havde hjørnebanden meget at smile over – og synge om – i anden halvleg, hvor Fremad kom frem til seks hjørnespark – dog uden at få prikket bolden over stregen.

Næst gang Fremad skal i kamp er allerede på tirsdag i pokalturneringen, hvor vi skal en tur til det nordjyske og møde Skibsby-Højene IF.

(Foto: Ole Nielsen)

Du kan se highlights fra opgøret herunder:

All articles loaded
No more articles to load

Næste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Seneste kamp:

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Stillingen:

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP