I januar tog Behrem Rizvic beslutningen om at skifte sin nu gamle klub, Vejgaard B, ud med Aarhus Fremad. Behrem kom oprindeligt til Fremad som en del af Danmarksserieholdet, men med en ambition om at skulle komme på 2. divisionsholdet og bryde igennem. Allerede et par træningskampe inde i opstarten, begyndte den ambition så småt at blive opfyldt. Tre kampe inde i turneringen, og Behrem har fået indhop i samtlige. Den 23-årige kant og back har altså gjort sig hurtigt bemærket i Fremad, og det glæder Behrem, at det er gået så stærkt.
”Det var mit mål at spille 2. Division på et tidspunkt, så jeg er virkelig glad for, det allerede er sket. Det er dejligt, trænerteamet har anerkendt, at jeg har gjort det godt nok. Selvom jeg egentlig kom ind på Danmarksserieholdet, så har de taget imod mig, troet på mig og ikke bare tænkt, at jeg er en ny DS-spiller og valgt andre af den grund. Det har været helt vildt fedt.”
Behrem er oprindeligt fra Randers, hvor han har været ungdomsspiller i Randers FC. Da han skulle læse medicin på universitetet, flyttede Behrem til Aalborg, hvor han gennem bekendtskaber fik øjnene op for Vejgaard. Behrem har spillet to og et halvt år i Vejgaard, der spillede i 2. Division, da han kom til, men siden da er rykket ned i Danmarksserien. Og det var netop i Danmarksserien, at Behrem stiftede bekendtskab med Aarhus Fremads spillestil.
”Jeg kan huske, Fremad spillede god teknisk fodbold – lige den måde, jeg gerne vil spille på, og som tiltaler mig. En offensiv spillestil, hvor man gerne vil have kontrol, og en anderledes fodboldstil end jeg har været vant til fra tidligere klubber. Trænerteamet går meget op i detaljer og er stringente, i forhold til hvordan tingene skal være, vi gerne vil spille, og fx positioner vi skal tage i bestemte faser af spillet. Det har hjulpet mig, og jeg har lært meget med den struktur, de gerne vil have i spillet.”
Da Behrem fandt ud af, at hans studier skulle fortsætte i Aarhus, blev han gennem sin træner sat i kontakt med Eichner. Eichner kunne fortælle Behrem, at hvis man er god nok, så kommer man på 2. Division. Og det passede Behrem rigtig godt, fortæller han.
”Jeg havde hørt, at Fremad har et rigtig godt 2. hold, og der ikke er særlig langt op til 2. divisionsholdet, fordi de træner tæt sammen, og der er et godt samarbejde. Så jeg tænkte, at det måske var en god vej for mig at tage – og en måde at komme tilbage i 2. Division.”
Selvom Behrem allerede er kommet i spil i 2. Division, er han stadig sulten efter mere.
”Mit primære mål var at komme på 2. div, få så meget spilletid som muligt og naturligvis hjælpe holdet. Jeg føler stadig, jeg skal ind og starte og blive en endnu større del af holdet. Jeg er ikke braget ind, så der er stadig lidt vej endnu.”
#forzafremad