Truppen bliver styrket med yderligere en dygtig målmand.
Aarhus Fremad har indgået kontrakt med den 22-årige målmand Viktor Højbjerg.
Den 1,92 meter høje keeper har gennemgået sit lægetjek og skrev søndag under på aftalen sammen med direktør Jesper Blicher.
Højbjerg har en fortid som ungdomsspiller i B.93 og har også spillet for de amerikanske klubber Angelina og Des Moines, inden han i 2024 skiftede til cypriotiske Pegia.
I forårssæsonen har Viktor Højbjerg spillet 3. division hos FA 2000, og nu gælder det altså Aarhus Fremad i de kommende sæsoner.
– Viktor har vist sig godt frem hos FA 2000 i foråret. Så godt at vores trænerteam fik øje på ham. Vi ser det her som investering i fremtiden, og vi tror på, at vi kan være med til at udvikle Viktor yderligere, lyder det fra direktør Jesper Blicher.
Magnus Kaastrup glæder sig til at komme igang i Aarhus Fremad.
Når førsteholdet samles på mandag, er Magnus Kaastrup med i truppen.
Den nye Aarhus Fremad-spiller, som netop er skiftet fra Vendsyssel FF, ser frem til at komme til Aarhus Fremad og komme tilbage til Aarhus.
– Jeg er meget spændt på det hele. Jeg har kunnet mærke, at jeg har brug for et sted, hvor jeg også personligt kan få en base i Aarhus og fortsætte med at udvikle mig. Så da Fremad rakte ud og fortalte om klubben, og hvordan cheftræner Morten Dahm Kjærgaard coacher holdet, så blev jeg meget interesseret, for jeg er sikker på, at det kan hjælpe mig, forklarer Kaastrup.
– Det er nogle af de ting, som rent personligt har vækket noget interesse i mig, og så selvfølgelig også den spillestil, jeg har hørt Aarhus Fremad har – den passer også godt til mig.
Magnus Kaastrup, der i sin tid slog igennem på AGF’s førstehold i 2017, har også erfaring fra 1. division og Superliga i Lyngby Boldklub, ligesom han har spillet i Allsvenskan for IK Sirius. Og netop erfaring skal der bruges, når der venter en kamp for overlevelse i den nye sæson i 1. division.
– Jeg håber, jeg kan bidrage ved at skabe nogle chancer og mål og være kreativ. Det er derfor, at jeg er ladet i Fremad. Jeg vil nyde fodbolden dagligt, og så er jeg sikker på, at jeg også kan hjælpe Fremad og mine nye holdkammerater, siger Kaastrup, som også sætter nogle ord på de kampe, der venter efter opstarten:
– Det er selvfølgelig en stor udfordring, og vi møder nogle gode hold i første division. Men jeg ser det ikke som en umulig mission. Der er ikke ret mange hold i Danmark, der spiller samme slags fodbold som Fremad, og det kan være svært for andre hold at stå overfor. Så det er en god udfordring, og med den her trup, så kan det sagtens blive en spændende sæson. Jeg glæder mig bare til at komme igang, lyder det fra Kaastrup.
Magnus Kaastrups karriere: 2024 – 2025, Vendsyssel FF 2023 – 2024, Venlo 2023 – 2023, IK Sirius 2020-2023, Lyngby Boldklub 2019-2020, Dortmnund II 2017 -2019, AGF
Vi har endnu en forstærkning på plads til den nye sæson.
Aarhus Fremad har sikret sig endnu en solid forstærkning forud for den nye sæson i 1. division.
Når drengene starter forberedelserne til den nye sæson, bliver det således med Magnus Kaastrup i truppen. Den offensive kantsspiller kommer til Fremad fra Vendsyssel FF, hvor han i den forgangne sæson spillede 30 kampe i 1. division og lavede fem mål.
– Vi glæder os til sæsonen i 1. division og har stor tiltro til, at vi kan fortsætte vores positive sportslige udvikling. Med tilgangen af Magnus Kaastrup får vi en spiller, der med sine individuelle kvaliteter kan være med til at give holdet endnu et løft, samtidig med at Magnus bibringer vores unge hold noget erfaring fra 1. division, lyder det fra direktør Jesper Blicher, der selv var tilstede i går, da lægetjekket blev gennemført.
Magnus Kaastrup, der stammer fra Virring og har fået sin fodboldopvækst i AGF, har også repræsenteret Dortmund II, Viborg FF, Lyngby Boldklub, IK Sirius og hollandske Venlo, inden det altså blev Vendsyssel, der i sidste sæson fik gavn af den hurtige kantspillers evner.
– Vi kender Magnus godt, og han er jo kendt i Aarhus. Han er en rigtig dygtig spiller på et højt individuelt niveau, og han viser stor begejstring på og udenfor banen. Det drive og den energi vil vi gerne sætte endnu mere i scene her hos os, siger cheftræner Morten Kjærgaard om sin nye spiller.
– Vi har haft nogle rigtig gode snakke med Magnus, og det er vigtigt, at vi tiltrækker sultne spillere. Der kan vi virkelig mærke en kæmpe lyst til fodboldspillet og til at dygtiggøre sig hver eneste dag fra Magnus’ side. Han er en spiller, der kan afgøre kampene, og han befinder sig godt på alle offensive pladser. Det er en rigtig god signing, som vi har prioriteret i en længere periode, og vi glæder os til at byde ham velkommen, lyder det endvidere fra cheftræneren.
Førsteholdstruppen samles på Riisvangen mandag, inden turen går videre til Vildbjerg, hvor holdet starter med en lille træningslejr forud for udfordringerne i 1. division.
Magnus Kaastrup får trøje nummer 7.
Første opgør er som bekendt på udebane mod AC Horsens lørdag den 19. juli.
Aarhus Fremads angriber Thomas Mikkelsen stopper karrieren med omgående virkning.
Thomas Mikkelsen har for sidste gang fået netmaskerne til at blafre.
Aarhus Fremads 35-årige angriber lægger støvlerne på hylden efter en flot og lang karriere i dansk og international fodbold. Han stopper et år før hans kontrakt løber ud.
I september måned blev Thomas Mikkelsen skadet under træning, hvor han blev tacklet på foden, og selvom han har været gennem flere blokader og en operation, er det stadig noget han mærker. Også i hverdagen.
– Og derfor gik jeg til en specialist på Mølholm, som var klar i mæglet. Hun sagde, at jeg ikke kommer til at spille fodbold mere, forklarer angriberen, inden han beskriver følelsen umiddelbart efter beskeden.
– Når man lige får det smidt i hovedet, og man så efterfølgende skal give besked til sine venner og familie, så kan man godt mærke det. Det jo hårdt, for jeg har spillet professionel fodbold i 16 år. Men jeg er omvendt afklaret, og jeg vidste jo godt, når der nu ikke var bedring, at det gik den vej. Så i stedet for at blive ved med at prøve og prøve og prøve, så var det egentlig rart med en afklaring, siger Mikkelsen.
Angriberen fra Bredebro, der har har spillet fodbold og scoret i både 1. division og Superligaen herhjemme, har også gjort sig bemærket med mål i Allsvenskan, den skotske Premier League samt i den bedste islandske liga, og minderne er mange.
– Man tænker jo tilbage på de mange gode i ting, og dem kigger jeg tilbage på med stolthed. Alt det jeg lærte i Vejle Boldklub, og da jeg bliver solgt til OB fra Fredericia – det var en stor oplevelse at komme til at spille i Superligaen dengang. Jeg fik en masse oplevelser i Skotland, og jeg er også særlig stolt af mine bedrifter og statistikker fra min tid i Island. Jeg er stolt af oprykningen vi fik i Kolding, og så er det jo et smukt punktum at slutte her i Aarhus Fremad med en oprykning, selvom jeg ikke spillede hver gang for holdet, siger Thomas Mikkelsen, der nu vil bruge tiden grundigt til at finde ud af, hvad fremtiden bringer.
– Det bliver en omvæltning ikke at skulle være en del af omklædningen hver dag, men jeg glæder mig også til et liv udenfor banen. Jeg er ikke kommet nemt til alting, og jeg har arbejdet hårdt for det hele. Derfor er jeg også stolt over, at jeg har kunnet gøre det i så mange år, slutter han.
Thomas Mikkelsen nåede at spille 15 kampe for Aarhus Fremad og score to mål.
Vi ønsker Thomas alt det bedste i årene fremover.
Thomas Mikkelsens karriere: 2008 – 2009: FC Sydvest 2009 – 2013: Vejle Boldklub 2013 – 2014: FC Fredericia 2014 – 2017: OB – IFK Göteborg (leje) – Vejle Boldklub (leje) – Dundee United (leje) 2017 – 2018: Ross County – Dundee United (leje) 2018 – 2021: Breiðablik 2021 – 2024: Kolding IF 2024 – 2025: Aarhus Fremad
Efter sommerferien venter en helt ny sæson i landets næstbedste række.
Hvis du skal i sommerhus, til sydens varme eller noget helt tredje, så kan du nu planlægge, hvornår du være hjemme i det nordlige Aarhus igen.
Kampprogrammet for næste sæson er nemlig udkommet.
Vi starter med to udebaneopgør mod henholdsvis AC Horsens og HB Køge den 19. og 25. juli, inden vi vender tilbage til Vangen den 2. august mod Lyngby Boldklub og efterfølgende Hillerød den 9. august.
Vi ses på den anden side af sommeren og glæder os til en god sæson og forhåbentlig super god opbakning.
Inden sæsonens sidste kamp blev der sagt farvel til seks spillere, der har sidste kamp i Fremad-trøjen i denne omgang.
Sæsonens afslutning betyder også, at der skal tages afsked med en række spillere.
Aarhus Fremad kunne derfor inden sæsonens sidste kamp mod Fremad Amager sige farvel til seks spillere, der forlader klubben.
Sebastian Denius, Emil Junge, Casper Vedel-Birch, Jacob Torp, Gabriel Papian og Julius Fechtenburg har alle spillet sin sidste kamp i den gule og sorte trøje for nu. Og de får alle en stor tak og held og lykke med fra cheftræneren.
– Det er først og fremmest nogle gode mennesker. Fodbold kan være mange ting, og der er nogle sportslige beslutninger, man skal tage. De er ikke altid rigtige, det vedkender vi os, vi forsøger at gøre det bedste vi kan. Men derfor er det stadigvæk hårdt at sige farvel – eller på gensyn – til spillere, som man holder af.
Og selvom oprykningen har fyldt Riisvangen med glæde de seneste uger, så har der også været tid til at tage afsked.
– Det har været nogle følelsesladede dage, specielt i den her uge, og det bliver det også senere. Det er nogle fyre, der passer rigtig godt ind i truppen på det sociale, og har givet rigtig meget af sig selv, og de har også en stor andel i den retning, klubben har taget.
Cheftræneren letter især på hatten over den indstilling, som de seks spillere, har tacklet situationen med.
– Det fedeste har været, at selvom de kunne være uenige eller skuffede over mine sportslige valg, har de bare holdt niveauet til træning. De har ikke ladet det gå ud over nogle af deres holdkammerater. Kulturen har båret og stået, og det er jeg megastolt over.
Et kæmpestort tak til Sebastian Denius, Emil Junge, Casper Vedel-Birch, Jacob Torp, Gabriel Papian og sidst, men ikke mindst Julius Fechtenburg for jeres vigtige indsats, bidrag og engagement gennem årene i den gul/sorte-trøje.
Cheftræneren og Andreas Pisani ser tilbage på sæsonen, der er endt med en førsteplads og oprykning til Aarhus Fremad.
Følelserne og fejringerne kunne få frit spil, da dommeren blæste i fløjten for sidste gang mod Fremad Amager.
Sæsonens sidste fløjt før den står på 1. division næste sæson. Målet om oprykning er langt om længe indfriet, og det kommer efter en sæson, hvor Aarhus Fremad var snublende tæt på netop det mål.
– Vi starter jo med en kæmpe skuffelse fra sidste år, og det, at vi undgår at ryge for langt ned, det er måske det, jeg er mest stolt af i min korte trænerkarriere indtil videre. At vi sammen med mit team, min stab og mine ledere, fik lavet en god følelse, en god plan og en ny retning, der gjorde, at vi ikke droppede så langt ned.
– Så at gå fra en stor skuffelse, hvor man godt kan ryge langt ned, til en succes og til at rykke op. Det har været specielt og en sæson, som vi kan lære meget af – ligesom vi lærte af den sidste år, så har vi også lært meget i år, lyder det fra cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard.
Andreas Pisani kom til klubben i vinterens transfervindue, hvorfor han ikke har været med til skuffelsen sidste sæson. Men for ham betyder det alligevel meget, at være med til at rykke Aarhus Fremad op i 1. division.
– Det er fantastisk. Især for dem, der har været med de andre sæsoner. Det har jeg ikke, men jeg kan virkelig mærke på dem, at det betyder meget. Det er dejligt, at det endelig skete, fortæller Fremads nummer fire.
Tak for opbakningen
Sæsonen har været præget af stor opbakning, når der om lørdagen har været fodbold på Vangen.
Til sæsonens to sidste hjemmekampe har tilskuerstallet begge kamp ligget over på 3000 tilskuere. Og det har cheftræneren bidt mærke i.
– Sikke en kulisse. Jeg ved godt, at man altid skal rose fansene og tilskuerne, men det er bare så dybfølt et tak, vi sender til alle der har været her i dag og i løbet af sæsonen.
– Det er nogle fede fans, der kommer og hygger sig og skaber god stemning, fortalte en glad Morten Dahm Kjærgaard efter kampen mod Fremad Amager.
Sæsonens sidste kamp ender uden vinder i solskinnet på Vangen.
Fremad Amager kom forbi Vangen til årets sidste test, og 2. division kan nu gå på hæld.
Aarhus Fremad kom bedst fra start, og havde flere forsøg i kampens indledning, der kunne have gjort sig som kampens første scoring. Desuden var bolden klart mest på sort og gule fødder i kampens første halvleg.
I kampens tiende minut viste Jashar Beluli igen målformen. Angriberen, der også scoret senest mod Skive, modtog bolden på kanten af feltet, og hugget med venstre fandt netmaskerne og måltavlen kunne vise 1-0 i Aarhus Fremad.
Blot ét minut senere lå bolden i rosen igen, men der blev desværre dømt offside.
Resten af halvlegen havde hjemmeholdet bolden mest, mens Fremad Amager bød sig til enkeltvis. Fremads bedste bud på en 2-0-scoring faldt efter lidt over en halv time, da Oliver Andreasen fyrede af og tvang målmanden ud i en redning.
Fra første fløjt af halvleg var det hjemmeholdet, der fortsat var dominerende på bolden.
Fremad havde lange passager på bolden, og lykkes med at lægge et tryk på gæsterne fra Amager. Midt i halvlegen havde Fremad tre chancer på stribe i forbindelse med flere hjørnespark.
En fordobling af Fremads føring udeblev dog, og det udnyttede gæsterne. Med et kvarter igen udlignede de blåklædte fra Amager.
Det resterende kvarter var et lang Fremad-pres, der rystede flere muligheder af sig. Tre store chancer tilfaldt Aarhus Fremad, men ind ville læderet ikke i slutminutterne.
Sæsonen slutter derfor med 1-1 mod Fremad Amager. Pokalen, der viser at Aarhus Fremad er vindere af rækken, kunne løftes – og næste sæson står den på 1. division.
Målscorere:
1-0 Jashar Beluli (10′)
Startopstilling
30. Casper Vedel-Birch, 23. Oliver Andreasen, 32. Olafur Hjaltasion, 4. Andreas Pisani, 10. Marcus Kirchheiner, 6. Frederik Grube, 27. Magnus Kirchheiner, 28. Elias Egerton, 11. Kasper Lunding, 70. Jashar Beluli, 17. Mathias Kubel.
Kasper Kiilerich forbliver en del af Aarhus Fremad i næste sæson.
Aarhus Fremad har sikret sig et velkendt ansigt mellem stolperne til den kommende sæson.
Således fortsætter Kasper Kiilerich sit ophold i Aarhus næste sæson også, da han har skrevet under på en ny lejekontrakt, der strækker sig til udgangen af næste sæson.
– Jeg er selvfølgelig meget glad for at få lov at spille et sted, hvor jeg har nydt at spille det seneste halve år. Det er et sted, hvor jeg kender kulturen og menneskerne. Jeg glæder mig til at spille 1. division, hvor vi bliver presset lidt mere, og hvor vi skal udvikle os. Det bliver nogle sjove kampe, hvor jeg håber at gøre det godt, fortæller Kasper Kiilerich.
Kiilerich tilbragte anden halvdel af den forgangne sæson på Riisvangen, hvor han var fast mand gennem hele foråret, hvor oprykningen også kom i hus. Gennem 14 kampe som sidste skanse formåede han at holde målet bag ham rent i 10 af opgørerene i 2. division.
– Vi har spillet godt, rykket op, og det har været virkelig fedt. Jeg synes selv, at jeg har præsteret godt både på clean sheets og præstationer, lyder det fra Kasper Kiilerich, der lige nu på landsholdstjeneste med U20-landsholdet. Derfor var han fraværende ved seneste kamp mod Skive, og vil heller ikke være mellem stængerne til sæsonens sidste kamp mod Fremad Amager.
Foto: Vildmedfoto.dk
Cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, er også godt tilfreds med, at Kiilerich fortsætter sit ophold på Vangen en sæson mere.
– Vi er rigtig glade. Vi så en mulighed i vinters, og det var en svær beslutning på den måde, at vi havde to rigtig dygtige keepere på det tidspunkt. Men vi så alligevel en mulighed for at få noget på et endnu højere niveau. Det har skabt en tæt målmandskamp, hvor Kiilerich har trukket det længste strå, og han har virkelig stået en superflot halvsæson.
Aftalen falder på plads tidligt i vinduet, eftersom at parterne aldrig har været i tvivl om, det ville være en god aftale for alle, hvis Kiilerich fortsætter i sort og gult.
– Han kender holdet og kulturen i klubben. Han er faldet godt til, og klubben betyder allerede meget for ham. Det er fedt, når han jo er lejet, at han går ind med stort ejerskab – både for klubben, truppen og gruppen. Han er godt integreret, og han har det godt med de andre, og de har det godt med ham. Det samme med målmandsteamet.
– Vi har været i tæt dialog med Viborg: Vi er meget tilfredse, Kiilerich er meget tilfreds og Viborg er meget tilfredse med forløbet og udviklingen, der har været. Derfor har det været tre parter, der har været interesseret i, at det skulle fortsætte. Så lige så snart vi havde sikret oprykning, så var vi stort set klar til at få det sidste til at gå op i forhold til lejeaftalen. Det har vi fået gjort forholdsvis hurtigt nu, og det er supervigtigt, lyder det fra cheftræneren.
Sæsonens sidste kamp bliver dog uden Kasper Kiilerich i målet, da han er afsted med U20-landsholdet. Resten af holdet tager dog imod Fremad Amager hjemme på Riisvangen. Køb billet til kampen her.
Malthe Kjølby skifter til Aarhus Fremad og vil vise sig frem sammen med holdet.
Den 19-årige forsvarsspiller Malthe Kjølby skifter til Aarhus Fremad fra AaB.
Her skal han i den kommende sæson prøve kræfter med 1. division sammen med resten af førsteholdstruppen, hvilket er lige netop derfor, han skifter Aalborg Portland Park ud med Riisvangen.
– Jeg er rigtig glad og stolt over, at aftalen er landet, og jeg glæder mig til at udvikle mig både personligt og som spiller, siger den unge forsvarspiller.
Tidligere i foråret fik han debut på U19-landsholdet, og han ser frem til at løbe ind på Vangen med resten af sine holdkammerater.
– Min ambition er, at vi skal sikre os endnu en sæson i 1. division samt at holde mig inde omkring U19-landsholdet. Vi skal ud og levere en god sæson, gå forrest og vise, hvem Aarhus Fremad er, lyder det fra Kjølby, der samtidig beskriver sine egne evner.
– Jeg vil sige, at jeg er en naturlig leder i forsvaret, dygtig på bolden og stærk i duelspillet.
Malthe Kjølby har spillet 16 minutter i en pokalkamp for AaB, hvor modstanderen var Morud.