Til trods for flotte takter i sæsonens anden kamp blev det ikke til det resultat, som vi havde ønsket mod HB Køge set over kampens 90 minutter til stor ærgrelse for cheftræner Morten Dahm Kjærgaard.
Fredag aften bød på vores anden kamp i den nye sæson i 1.division.
Her skulle vi en tur til Køge, hvor svanerne fra HB Køge ventede på Capelli Sport Stadion.
Der var til stor glæde for både spillere og stab mødt godt med Fremad-fans op til at støtte drengene i kampen mod Køge, der trods den gode stemning endte med et ærgerligt resultat som følge af en Køge-scoring i kampens døende minutter.
Efter kampen fortalte cheftræner Morten Dahm Kjærgaard også, at den sene scoring havde ramt holdet som en kold spand vand med tanke på, at præstationen fra holdet var mere end godkendt.
– Jeg står med en af fodboldens store smerter, når modstanderen scorer til allersidst.
– Hvis vi så forstærker den lidt med, at vi var i overtal og selv havde muligheder for at vinde kampen 2-1.
– Og så gå til at tabe den 2-1, det gør ondt.
– Vi leverer en præstation, der indeholder det, som den skal indeholde.
– Vi lægger tryk på Køge med bolden, får dem presset højt og få skabt nogle gode muligheder. Vi kommer desværre lidt tidligt bagud, men fortsætter rigtig flot.
– Vi synes, vi kunne have fået meget mere med herfra, men vi kender også spillet, og hvad der kan ske, så det må vi prøve at se, om vi kan cope med og stille og roligt få balance i systemet.
Hør hele interviewet efter kampen med cheftræner Morten Dahm Kjærgaard her.
								
															
