Stimen som ubesejret siden midten august blev brudt af et nederlag på 1-2 til B.93.
Der er altid solskin på Vangen, men lørdagens kamp var én af de lidt mere grå eftermiddage på hjemmebanen.
Det skyldtes noget så sjældent som et nederlag til Aarhus Fremad, da revanchelystne B.93 slog tilbage efter vores sejr for nogle uger siden på deres hjemmebane i Sundby.
En meget lige fodboldkamp bød på chancer i begge ender, hvor Fremad i 1. halvleg ad flere omgange havde mulighed for at bringe sig i front.
Et kvarter inde i opgøret stod stolpen i vejen for Kasper Andersen, og efter 22 minutter blev riposten af en redning af B.93-målmand Frederik Ibsen skudt over mål af Elias Egerton. Også Frederik Grube havde flere fine skud fra distancen.
En hektisk afslutning
Det havde ellers holdt tørt på Riisvangen, men efter pausen samlede skyerne sig til regnvåde 45 minutter.
Først måtte Fremads startende målmand Kasper Kiilerich tages ud i pausen, da han fra en duel i 1. halvleg havde fået en bule over øjet. Ind i buret kom Viktor Højbjerg.
Desværre fik Højbjerg ikke lov at være på banen ret længe, før B.93 scorede kampens første mål, som Carl Björk stod for. Det skete efter 47 minutter.
I det 62. minut opstod en dobbeltchance til Fremad. Elias Egerton blev på magisk vis afværget ad to omgange, hvor B.93 på målstregen parerede to afslutninger.
Vi forlader sjældent banen uden at score, og i dag var ingen undtagelse. Indskiftede Jashar Beluli modtog en bold i feltet fra Martin Agnarsson, og en afrettet afslutning reducerede til 1-1 med fem minutter tilbage af opgøret.
Men desværre fik B.93s Fisnik Isaki scoret kort før slutningen på den ordinære spilletid, der sikrede B.93 alle tre point. Med 1-2-nederlaget glider B.93 forbi os i tabellen, hvor vi nu placerer os nummer otte.
Næste kamp venter på den anden side af landskampspausen, hvor vi tager til Lyngby.
Se highlights fra opgøret herunder: