Selvom sæsonen snart er forbi i 2. division, så bliver det en travl sommer, nu hvor oprykningen definitiv er sikret.
Endelig lykkedes det for Fremad at snuppe en af de to pladser, der giver adgang til oprykningspladsen til 1. divison. Med to kampe igen er det sikret. Men det betyder ikke, at der nu kan slappes af. Der venter en travl sommer lyder det fra direktør, Jesper Blicher Dahl.
– Vi er – og det tør jeg godt sige nu – gået lidt i gang. Vi gik i gang allerede sidste år med banen og stoppede igen efter en Roskilde-kamp. Der er nogle krav omkring banen, som vi skal leve op til. Desuden skal vi sætte forbedringer i gang omkring stadionfaciliteter.
– Vi har en god trup, hvor de fleste af spillere er på plads. Der er nogle enkelte, som vi stadig arbejder på. Så jeg synes, vi er godt rustet. Men selvfølgelig bliver det en travl sommer.
Direktøren er dog fortrøstningsfuld forud for opgaven, fordi klubben allerede er et langt stykke af vejen.
– Jeg er også sikker på, at vi har en spillestil, som også kan gøre sig i 1. division. Vi spiller noget god fodbold, og det skal vi fortsætte med. Måske skal vi justere på ting, når vi kommer en række op, men vi kommer ikke op for at pakke os. Vi kommer op for at sætte et præg på rækken, og vise os frem efter bedste evne.
– Vi har et sportsligt setup i dag, som matcher 1. division, og vi har en trup som matcher også. Vi kan gøre det bedre på det kommercielle plan, og det har vi lagt en plan for, hvordan vi skal gøre det.
Travlt på en god måde
Manden med det sportslige ansvar indenfor kridtstregerne, Morten D. Kjærgaard, går også en travl sommer i møde. For selvom opgaverne omkring stadion og det kommercielle ikke er på hans bord, så hænger opgaverne sammen.
– Det bliver også travlt, for alt det udenfor banen skal også ind på banen på et tidspunkt, og derfor skal vi være i tæt kontakt i forhold til, hvad vi skal gøre med spillere, truppen, hvordan det skal se ud og sættes op.
– Så det bliver travlt på den gode måde. Sidste år havde vi også travlt, men det var på den hårde måde. Det klarede vi, så vi klarer nok også den her, siger cheftræneren med et smil på læben.
Men før Fremad kan tage hul på 1. division, så skal den nuværende sæson gøres færdig. Her venter to kampe endnu mod henholdsvis Skive IK og Fremad Amager.
Fremad Folket arrangerer bustur fra Riisvangen til Hancock Arena i Skive, og du kan købe billet til turen her.