Af Mathias Dueholm
Lørdag var Aarhus Fremad sammen med de godt og vel 650 fremmødte tilskuere på Riisvangen klar til at runde sæsonen i 2. Division af. Modstanden blev udgjort af Middelfart. Et hold, der klamrede sig til det spinkle håb om overlevelse, der altså kun kunne holdes i live med en sejr over Fremad.
Inden kampen skulle der tages behørig afsked med to markante skikkelser, nemlig Andreas Damgaard, der har arbejdet i klubben, som han også selv har repræsenteret på banen, og så den fredericianske skarpretter Jeppe Hansen, der altså stillede støvlerne på hylden. Derudover blev sæsonens spiller for Fremad kåret, og den flotte hæder løb Lucas From med. Han siger:
”Jeg er sindssygt glad for at have fået den kåring. Jeg synes jo også der er mange andre på holdet, der lige så godt kunne have fået den. Men sæsonen synes jeg har været fin for mit vedkommende. Det er nok min første sæson i lang tid, hvor jeg har været skadefri. Jeg har ikke været skadet i over et år nu, og det er stort for mig. Det har gjort, at jeg har kunnet spille kontinuerligt og blive bedre.”
De gæve fynboer lagde ud med bulder og brag i håbet om en tidlig føring. Men modsvaret fra Fremad var dog effektivt. Efter ni minutters spil var det nemlig værterne, der bragte sig i front. Og det var såmænd ingen ringere end Lucas From, der tegnede sig for denne scoring. Dagens mand i skysovs var dog ikke færdig med at gøre livet for Middelfart-spillerne godt og grundigt bøvlet. Men det vender vi tilbage til.
Mandskaberne kunne efter 45 minutter gå ind til pause-te ved stillingen 1-0, efter en halvleg, hvor Fremad var mest i kontrol og formåede at tilspille sig de største scoringsmuligheder.
”Vi var forberedt på, at Middelfart ville komme ud og kæmpe for deres overlevelse i rækken. Det passede os godt, for vi spiller os ret nemt ud af deres pres, og vi skaber en del chancer mod dem,” siger Lucas From om første halvleg.
Efter pausen var kampbilledet i store træk identisk med det i første halvleg. Det var hjemmeholdet, der havde mest overskud og kvalitet i sine aktioner. Det kastede da også endnu en scoring af sig kort inde i halvlegen, da Andreas Kock efter småspil i Middelfarts felt med flere afslutninger til følge, kunne gøre det til 2-0.
Efter godt og vel 65 minutters spil skulle ondt dog blive værre for Middelfart. Fremad iværksatte en effektiv kontra, hvor en rådvild fynbo så sig nødsaget til at trække håndbremsen. Med bolden placeret et yderst farligt sted, stod Lucas From klar til at eksekvere. Og med høj elegance og præcision satte han en prik over i’et og en tyk streg under, hvorfor han har været sæsonens profil for Fremad.
”Jeg kommer jo godt fra start, i og med, at vi scorer efter ni minutter, og vi spiller godt i første halvleg. Jeg synes jeg er i mange en mod en-situationer, som jeg slipper godt fra. Det ligger rigtig godt til mit spil, og det er det jeg synes er sjovt ved at spille fodbold,” siger Lucas From.
Lucas From vil nu bruge ti dage på Cypern, før han og holdkammeraterne møder ind igen efter tre ugers velfortjent sommerferie.