Fremad fik uafgjort på Kæmpernes Arena.

For anden gang indenfor en uge stod den på en tur til København, hvor modstanderne var Hvidovre, der i første runde spillede 1-1 hjemme mod rækkens duks, Brabrand. Endnu en gang var det et undertippet Aarhus Fremad mandskab, der løb på en noget knoldet bane mod et ukendt modstanderhold.

(Foto af: Martin Ladegaard, Hvidovre IF)

Efter den flotte præstation og sejr i Gladsaxe mod AB var det et selvtillidsfyldt Aarhus Fremad hold, der gæstede Hvidovre på Kæmpernes Arena. Kampen blev spillet på en meget vanskelig bane, hvilket gjorde at begge hold bragte bolden direkte fremad banen. Første halvleg startede med et lille overtag til hjemmeholdet, der dog aldrig blev farlige. Til gengæld viste Fremad stor styrke i omstillingsspillet, hvor især Khaled var et ubehageligt bekendtskab for hjemmeholdets to midterforsvarer.

Hjemmeholdet havde bolden mest og fik et par chancer på langskud uden dog at ramme målet. I det 37 minut blev Aarhus Fremad for første gang farlige, da et indlæg blev afsluttet tæt over mål af et hovedstød fra Uffe Troensegaard. Fire minutter senere fik Fremad en god mulighed for at komme foran lige inden pauseteen, da Hvidovres målmand halvklarede et frispark fra Malte Færge, og pludselig stod Chris Lind helt fri ved bagerste stolpe. Bolden blev sparket højt over mål fra en lidt spids vinkel, og så endte første halvleg uden scoringer.

Fra begyndelsen af anden halvleg sad gæsterne på spillet. En hårdt arbejdende Khaled Paikar kæmpede sig forbi to Hvidovre forsvarer og fortsatte uden om en fremstormende målmand, hvorefter han serverede bolden for Morten Bundgaard, der kom til på bagerste stolpe. Desværre for Fremad ramte Bundgaard en Hvidovre forsvarer på målstregen, og forspildte hermed en rigtig stor mulighed for at bringe gæsterne i front.

Hvidovre fik efter chancen mere spil og det udmøntede sig i, at hjemmeholdet bragte sig foran på et flot mål i det 62. minut. Ved bagerste stolpe modtog Kenneth Emil Andersen bolden efter et fladt indlæg fra Hvidovres højre side. Han snød Anders Nissen med et flot træk og sparkede bolden op i modsatte målhjørne uden chance for Peter Ravn. Noget af en dukkert for udeholdet.

Fremad kæmpede sig dog tilbage i kampen og efter et langt indkast fra venstre side fik Uffe Troensegaard lavet en tæmning og taget et lille træk i feltet, hvor en Hvidovre forsvarer kom for sent og begik straffespark. Malte Færge eksekverede sikkert og udlignede dermed fortjent hjemmeholdets føring i det 68. minut.

Herefter bølgede spillet frem og tilbage uden nogen af holdene blev rigtig farlige. Kampen sluttede 1-1, og dermed har Aarhus Fremad hentet 4 point i oprykningsspillets to første kampe på udebane. En godkendt præstation, der skal følges op allerede 2. Påskedag, hvor holdet endnu en gang pakker bussen og kører mod København og en svær kamp i Valby mod en af favoritterne i oprykningsspillet; Boldklubben Frem.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP