Fremad forlænger med Fechtenburg: – Jeg var hurtigt med på idéen

Julius Fechtenburg, der har spillet en større og større rolle for Fremad-mandskabet i efteråret, har forlænget sin aftale med klubben indtil sommeren 2024. En forlængelse, der ikke krævede lange overvejelser for fynboen.

Af Mathias Dueholm
Foto: FotoTrine

Følger man blot sporadisk med i, hvad der foregår i Aarhus Fremad og på Riisvangen, så vil man næsten i søvne kunne nævne de fire målscorere fra pokalbraget mod Brøndby IF i oktober måned. Én af de store aktører i det opgør var Julius Fechtenburg, der godt en halv time inde i opgøret gjorde det til 2-0.

Det var indtil da ikke nogen voldsomt stor figur, som Julius Fechtenburg havde spillet for Aarhus Fremad, siden han i sommeren 2021 blev en del af klubben. Årsagen var en uheldig og grim skadeshistorik. Siden han begyndte at få minutter i efterårssæsonen, har Julius Fechtenburg dog igen og igen vist eksempler på, hvorfor han i første omgang var interessant for Aarhus-klubben.

Med kontraktudløb til sommer, var det oplagt at benytte vinterpausen til at se på, om der skulle en forlængelse til, og de gode indsatser kastede såmænd en interesse fra Fremad ad sig.

”Klubben kontaktede mig og ville gerne forlænge vores aftale. Jeg var ret hurtigt med på idéen, så det var meget gensidigt, må man sige,” siger Julius Fechtenburg, inden han uddyber:

”Det er et rigtig godt sted for mig lige nu, især over på så lang en skade. Jeg føler jeg først nu er ved for alvor at komme tilbage her frem mod forårssæsonen.”

Hos cheftræner Morten Dahm Kjærgaard er der også glæde at spore, oven på kontraktforlængelsen, der binder Julius Fechtenburg til Riisvangen indtil sommeren 2024.

”Julius er jo en rigtig spændende historie. Han kom til klubben inden sidste sæson, hvor han startede rigtig godt, men hvor han så var så uheldig at få en korsbåndsskade. Så forlængede vi sidste år hans kontrakt til og med den her sæson, fordi vi stadig syntes han var en spændende spiller,” siger Morten Dahm Kjærgaard.

Fremad-træneren lovpriser i samme ombæring Julius Fechtenburg for sin håndtering af den komplicerede skade:

”Han har været fænomenal i forhold til at træne sig tilbage, være vedholdende og være koncentreret. Vi er sikre på, at vi stadig kan løfte hans niveau, og jeg er sikker på, at vi stadig har det bedste fra Julius i vente.”

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Nykøbing FC

Seneste kamp

1 - 3

Ishøj IF vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP