Tidligere i dag fik Jeppe Hansen taget afsked med Riisvangen, men det var ikke kun Fremad, han måtte sige farvel til. Jeppe har nemlig taget beslutningen om at indstille sin karriere, og eftersom vores angriber blev skadet efter kampen mod FA2000, så blev det også hans sidste kamp.

Det blev dog en smuk slutning. For Jeppe scorede nemlig på sin sidste berøring i karrieren, hvilket nogen måske vil mene kendetegner ham godt.

Jeppe har de seneste måneder overvejet beslutningen om at lægge støvlerne på hylden, og den var ikke ligetil, fortæller han.

”Det har været en svær beslutning. I starten var jeg ret sikker på, at jeg ville stoppe og ikke havde mere at give. Men så har jeg spillet her i foråret og været på et højt niveau. Det har fået mig til at genoverveje det lidt, og der har også været lidt et pres fra Morten, der gerne så mig fortsætte. Men når jeg har siddet og virkelig gjort det hele op, er jeg kommet frem til, at det er bedst at trække stikket.”

Selvom tvivlen ramte Jeppe, måtte han alligevel erkende, at kroppen og det høje konkurrenceniveau ikke er muligt at forene længere. Oveni det har Jeppe gennemgået en periode i Fremad, hvor han paradoksalt oftest hellere så sig selv på bænken fremfor banen.

”Det har været svært at skulle konkurrere med nogle spillere, jeg måske inderst inde har håbet spiller kampene, scorer mål og bliver endnu bedre. Det er svært at kæmpe en hel uge for at komme på holdet, og så egentlig ikke håbe, man starter, fordi man hellere ser andre gør det. Dét sammenlagt med, at det er hårdt for min krop, og jeg ikke kan overskue at skulle gennem sådan en fysisk magtudfoldelse hver uge, så synes jeg, det er ved at være tid.”

På trods af kampen med kroppen og ønsket om hellere at ville se sine holdkammerater udfolde og udvikle sig på banen, så fortæller Jeppe, at det har været en rigtig god sidste stund som fodboldsspiller.

”Det har været et smukt sidste kapitel i min karriere. Det er en utrolig dejlig klub. Vi har et 2. Divisionshold, hvor der er kæmpe kamp om pladserne, og træningen er så kompetitiv og på så højt niveau. Samtidigt når jeg så kommer ind fra træning, sidder der nogle af de lidt ældre DS-spillere og får en øl. Det er et fedt miks, hvor vi på en måde har en serieklub og en professionel klub blandet sammen.”

Og selvom Jeppe har en del år på bagen som spiller, så kan man tilsyneladende godt lære en gammel hund nye tricks.

”Træningen er det højeste niveau, jeg har set. Detaljegraden har været helt vanvittig. Jeg er blevet så meget klogere, men i øvrigt også meget bedre. Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger, vi har udviklet os. Alle spillere er blevet bedre og klogere. Specielt Martin har fremhævet nogle ting, når vi har gennemgået kampene, hvor jeg er blevet opmærksom på aspekter, jeg ikke har tænkt over før – og ting som jeg ved, man ikke snakker om i andre klubber,” fortæller han og fortsætter.

”Og det er ikke kun det spillemæssige, vi har udviklet. Vi har som eksempel en spiller, der kom i sommer, og var lidt indelukket og svær at komme ind på. Men når man så ser ham i dag komme ind i omklædningsrummet, fyre jokes af og altid er glad, så kan jeg se, vi har formået at udvikle mennesker. Så kan det godt være, vi har skullet vinde nogle flere fodboldkampe og have været med i oprykningsspillet, men når man ser sådan en udvikling i et menneske, så gør det os til de helt store vindere alligevel.”

Det er ikke kun det seneste år, Jeppe kan se tilbage på med et smil på læben. Han har haft en flot karriere, der har budt på Superliga debut og mål, et hav af kampe i 1. Division og et udlandseventyr til Island. Jeppe fortæller dog, at det på ingen måde lå i kortene. Det har krævet hårdt arbejde – noget, som vores cheftræner for mange år siden har været med til at sætte skub i.

”Dengang jeg var 16 år, flyttede jeg hjem til Morten i tre uger, hvor vi trænede intenst. Vi var i en gymnastiksal, hvor vi hoppede på skamler, lavede styrketræningsøvelser, løb og svømmede. Vi gjorde alt muligt. På det tidspunkt var jeg ikke anset som et stort talent nogen steder, men når jeg så ser, hvad jeg alligevel har bedrevet, så er jeg stolt. Jeg drømte om det, men jeg har nok aldrig troet på det.”

Og hvad byder fremtiden så? Det er svært at sige, fortæller Jeppe, som ikke mener, der umiddelbart er gemt en fodboldtræner i sig. Men som han også fortæller, så kan det jo nå at ændre sig.

Én ting er dog sikkert. Man kommer til at kunne finde Jeppe på Riisvangen.

”Der er ingen tvivl om, at Fremad er en klub, jeg vil følge. Klubben har gjort et stort indtryk på mig, og jeg tror nogen af drengene kan drive det vidt. Dem glæder jeg mig også til at følge. Der er virkelig nogle dygtige spillere med stort potentiale, så jeg håber at se dem på TV en dag. Så kender jeg andre, der har spillet i Fremad, og de vender på en eller anden måde altid tilbage til klubben. Den betyder noget for dem, og det gør den helt klart også for mig. Så vi har helt klart fået en Fremad-fan i mig. Måske jeg endda bliver inviteret over i Hjørnebanden af vores kære holdleder Jesper en dag. Det vil tiden vise.”

Tak for alt, Jeppe

#forzafremad