Lørdag eftermiddag skulle Aarhus Fremad forsøge at lukke en svingende efterårssæson ned med et godt resultat hjemme mod Rishøj. Sådan endte det desværre ikke, da Fremad måtte gå hjem med et nederlag på 2-0.
Kampen bølgede frem og tilbage, og i første halvleg havde Fremad alle muligheder for at få bragt sig foran, blandt andet med en friløber, der blev misbrugt på det skammeligste. Det var derfor også en spand kold vand i hovedet, da det i stedet var Rishøj, der kom foran efter 58 minutter. Ved et velspillet angreb fik Rishøj smidt et indlæg ind i feltet, så Martin Vixø Kristensen nemt kunne heade bolden i nettet for få meters afstand.
Derefter indledte Fremad et tungt pres mod Rishøj-målet, der blandt andet var ved at resultere i et mål ved en hjørnesparksituation, der blev reddet på målstregen. Det kom dog ikke tættere på, og kort før slutfløjtet var det igen Martin Vixø Kristensen, der dukkede frem i et kontraløb og lukkede og slukkede. Det var derfor også en skuffet træner efter kampen:
”Vi må bare erkende, at Rishøj er et rigtigt stærkt hold, og det er heller ikke for ingenting, at de er nummer to i divisionen. Jeg synes egentlig, at vi gør en rigtig fin figur, men vi kender ikke vores besøgstid og får ikke scoret på vores chancer,” fortæller Jesper Tollesen.
Aarhus Fremad har generelt haft svært ved at finde vej til målet i de første 15 kampe. Fremad har kun scoret 13 mål og er derfor det hold i 2. division vest, der har scoret færrest mål.
Efter 15 kampe har Fremad 17 point og får derfor lov til at holde vinterferie på en 11. plads.
Næste kamp er ude mod Odder IGF og spilles den 29. marts.
Forza Fremad.