Fremads unge målmand kunne notere sig for endnu et clean sheet efter sejren over Næstved.
Kasper Kiilerich kunne se sine markspillere score hele syv gange.
Samtidigt gjorde han, hvad han kunne for at bidrage til sejren. Selvom der var dømt målfest i den anden ende af banen, så måtte han alligevel ved flere tilfælde diske op med redninger.
– Det går stærkt ved en situation i første halvleg, hvor der står 1-0. Der kommer et indlæg til bagerste stolpe, der bliver headet på tværs, og så gælder det om bare at komme ind at stå rigtigt. Jeg er heldig med, at jeg bliver ramt, og så er det bare en fed redning på et fedt tidspunkt, så det er jeg glad for, fortalte Kasper Kiilerich efter kampen.
Kampen mod Næstved blev syvende gang i ni kampe, at den 19-årige Aarhus Fremad-keeper kunne forlade banen uden at have lukket et mål ind.
– Min tid i Aarhus Fremad har været rigtig god. Jeg er kommet hertil for at spille, og det har jeg gjort, og det nyder jeg. Men der var ikke nogen, der kunne have forudset, at jeg ville holde så mange clean sheets. Så det er kun positivt, og jeg nyder at spille, lyder det fra Fremads sidste skanse.
Kasper Kiilerich har været Aarhus Fremad-spiller siden januar måned, hvor han kom til klubben på en lejeaftale fra Viborg FF, der gælder for resten af sæsonen.