Letort inden Kolding-møde: – Vi har været effektive

Lørdag står Fremad over for Kolding IF i 2. Division på Autocentralen Park. Fremads Niels Letort, der har en lang fortid i Kolding IF, ser gode chancer for at tage et godt resultat med fra det sydjyske.

Af Mathias Dueholm

De kommer fra tre friske sejre, blandt andet mod Brøndby og senest mod topholdet i 2. Division, B.93. I turneringens 13. spillerunde er det så Kolding IF, der står på menuen. Aarhus Fremad ligger godt til i toppen af rækken og igen er der lagt op til en meget spændende kamp om tre vigtige point.

Midtbanedynamoen hos Fremad Niels Letort, der har været fast starter det meste af sæsonen, har selv trådt sine barnesko i designbyen, og ser som altid frem til et gensyn.

”Det er selvfølgelig altid specielt at komme til Kolding, og det vil det også altid blive ved med at være. Men samtidigt bliver det også mindre og mindre specielt for hver gang, og nu er det allerede fjerde gang jeg møder Kolding som Fremad-mand, så jeg er ved at vænne mig til det,” siger Niels Letort.

Adspurgt hvad der har gjort, at hans mandskab har lavet så flotte resultater på det seneste, roser Letort særligt effektiviteten.

”Vi er lykkedes med at score mål i vores gode perioder. Vi startede sæsonen godt, men havde så en periode, hvor vi ikke var gode nok til at score mål, men det er som om, at den er tippet over til vores fordel igen,” siger Niels Letort, inden han uddyber, hvad Fremads forcer er:

”Jeg synes vi er ekstremt dygtige til at skabe kampe, og vi er rigtig dygtige til at skabe åbne muligheder for vores offensive spillere. Og så har vi noget individuel kvalitet oppe foran, som er svært at holde nede over en hel kamp. Defensivt har vi også lukket flot af og har håndteret nogle rigtig gode spillere. Det har imponeret mig.”

Både Fremad og Kolding IF spiller som regel målrige kampe – også når de mødes indbyrdes. Niels Letort forventer da også en medrivende fodboldkamp på Autocentralen Park.

”Jeg forventer det bliver en rigtig sjov kamp, blandt andet fordi jeg synes vi har været gode til at skabe kampene. Vi er to hold, der gerne vil have bolden fremad og skabe chancer, og det tror jeg bliver sjovt at følge – både inde på banen og som tilskuer,” siger Letort.

For nyligt trak Fremad deres modstander i pokalturneringens 1/8-finale, og som bekendt resulterede det i, at Fremad Amager kommer til byen for at dyste om videre avancement. Det bliver en kamp, hvor Aarhus Fremad ifølge Niels Letort har gode muligheder.

”Jeg tror det bliver en kamp, hvor vi har gode chancer for at lave et godt resultat. Godt nok havde vi mest håbet på at trække et af de helt store hold fra Superligaen, og nu bliver interessen jo nok ikke så stor som mod Brøndby, men jeg tror også det kan blive en meget spændende kamp mod Fremad Amager,” afslutter Niels Letort.

Kampen mod Kolding IF spilles på Autocentralen Park og fløjtes i gang klokken 14.00.

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Middelfart

Seneste kamp

0 - 2

Nykøbing FC vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP