Nederlag mod Hillerød betyder misset top-6-plads

Det første pejlemærke i 1. Division blev lørdag sat, da Fremad drog en tur til Sjælland for at møde Hillerød, der har midlertidig hjemmebane i Helsingør.

Alle hold i rækken skulle i kamp på samme tid, da det i dag skulle afgøres, hvem der i resten af sæsonen skal kæmpe om oprykning eller for at undgå nedrykning.

Før kampen var Fremads skæbne stadig ikke afgjort. Med lidt hjælp fra andre resultater, så kunne en sejr faktisk give en plads i oprykningsspillet.

Og da kampene over hele landet blev fløjtet i gang kl. 13:00, blev det hurtigt meldt over højtalerne på stadion, at det væltede ind med mål i andre kampe – til Fremads fordel! – men desværre udeblev de sortgule scoringer i Helsingør.

For på trods af en bold på overliggeren, store chancer og et hav af hjørnespark, så var Hillerøds målmand Adrian Kappenberger godt på plads i målet og holdt Fremad fra at score. Kappenberger blev i øvrigt også kåret til kampens spiller af Hillerød-fansene.

Derfor blev scoringen af hjemmeholdets Poul Kallsberg kampens eneste, da han kort inde i 2. halvleg modtog bolden i feltet og med en førsteberøring passerede Kasper Killerich i Fremad-målet.

Det slutter 1-0 mod Hillerød, og Fremad må med nederlaget nøjes med at tage del i nedrykningsspillet, selvom muligheden for at være med i top-6 altså forekom.

I foråret venter der dobbeltopgør mod AaB, B.93, Hobro IK, HB Køge og Middelfart, der også spiller med i bund-6.

Kampprogrammet forventes klar i den kommende uge.

Flere nyheder

Næste kamp

15:00

B 93 vs Aarhus Fremad

Seneste kamp

5 - 0

Aarhus Fremad vs AAB

Stillingen

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP