Nicklas Pyrdol er blevet Chief of Staff i Aarhus Fremad

Vi har atter udvidet i staben og fået endnu en stor kompetence til klubben. Fremad har fået en af landets bedste sportspsykologiske konsulenter tilknyttet i form af Nicklas Pyrdol, som er blevet ’Chief of Staff’ i Fremad. Titlen indebærer, at han skal arbejde i tæt dialog som sparringspartner med staben. Nicklas skal fungere som et kritisk værktøj, der hele tiden skal forsøge at holde trit med vores trænerstab og udfordre dem til at blive bedre og skarpere på alt, hvad de laver.

Nicklas har været i Team Danmark, DBU, forbi Ajax og arbejder med adskillige ind- og udlandsprofessionelle fodboldspillere. Derudover har Nicklas været ekstern lektor på SDU og har ovenikøbet været forbi Stanford University. I dag arbejder Nicklas hovedsageligt indenfor erhvervslivet, hvor han er selvstændig konsulent. Nicklas har i 10 år arbejdet som sportspsykologisk coach, og han er ikke bleg for at melde, at Fremad spiller en stor rolle for ham.

”Aarhus Fremad bliver min hovedsagelige beskæftigelse,” fortæller han med et smil på læben.

Nicklas’ rolle i Fremad kommer ikke kun til at bestå i at agere sparringspartner og djævlens advokat overfor trænerstaben. Selvom Nicklas i første omgang kommer til at bruge det meste af sin tid på kontoret med de andre i staben, får han også andre opgaver at se til.

”Jeg bliver også mentor og superviser for et dygtigt, ungt talent på området, nemlig Qvick, som kommer til at arbejde med truppen. At han arbejder med truppen, er der flere årsager til. Den første er mere praktisk. Qvick kan være i klubben mere fysisk og derfor håndtere spillerne bedre på daglig basis. Men det er ligeså meget for at lave en opdeling, så spillerne ved, at når de snakker med Qvick, så er det fuld fortroligt. Selvom man kan opbygge en stor tillid med spillerne, så vil der altid være en følelse af, at visse ting kan være ømme, hvis vedkommende, man snakker med, er en del af staben – som jeg kommer til at være.”

”Derudover ønsker Morten, at staben har én, som udfordrer dem. Normalvis kan staben få lov til at gå rundt og hvile i deres egne værdier og ledelsesfilosofi, men der er måske ikke nogen, som er den person, der udfordrer dem. Jeg kommer til at være vedkommende, der kan udfordre dem på ledelse og på deres måde at være stab omkring truppen på.”

Men hvordan kan det være, at Nicklas’ nye projekt skal finde sted i Fremad? Det er der gode grunde til.

”Der er en filosofi omkring miljøet, man vil bygge op, som jeg 100 procent kan stå inde for. Selv nogle af de store miljøer i Danmark, vil jeg ikke nødvendigvis med min faglighed kigge på og tænke, ’det er vejen frem’. Det fungerer sikkert for dem, men der er noget her på stedet omkring filosofien med de spillere, man gerne vil have, måden man vil spille fodbold og udvikle spillerne og truppen som mennesker på, som jeg bare synes er for fed.”

”Den filosofi, der er her, er gennemsyret. Der er opbakning fra øverste ledelse, trænere og stab. Alle er enige i at eksekvere på den. Spillertruppen er sammensat for at udleve den. Det findes ikke andre steder på det niveau her. Det er det, der er interessant for mig at se – nu gør man alt det rigtige, hvad mit fagfelt vil sige, man burde. Hvad skal der til for at omsætte det til sportslig succes? Når det lykkes, kan det få den anerkendelse, det fortjener. Det bliver ikke bare en sød filosofi, og ’hvor er det fedt i Fremad, de har en stærk kultur’ – så vil der aldrig være nogen, der tager imod det og tør lade det smitte af på dem. Hvis flere steder turde gøre det samme, så tror jeg på, fodbolden ville få en anden plads i samfundet – et andet ry, end bare et kompetitivt sted, hvor man bliver elitær meget tidligt, og folk bliver sorteret fra, når de træder ved siden af.”

Nicklas har arbejdet med vores cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, som sparringspartner de sidste 10 år, men helt centralt for Nicklas er, at Aarhus Fremad arbejder med kultur, filosofi og principper, der er urokkelige. Og så er det sportslige setup noget lignende, man kun ser i Superligaen, fortæller han.

Men endnu et vitalt aspekt for Nicklas er, at der er en opbakning fra ledelsen, der ikke findes andre steder.

”Jeg har mødtes med Lars Kruse, og man har en ledelse, som bakker op om en langsigtet strategi, og som siger, at vi skal gøre tingene på en måde, så det bliver et sted, man har lyst til at være, blive og tage til. Det vil alle andre klubber sige, men reelt ikke gøre. De vil fyre cheftræneren efter tre nederlag, de vil ret hurtigt give de tre spillere, som scorer mange mål og brokker sig over en dårlig kontrakt, nye og store kontrakter, og så ikke give en skid til de andre. Det er så nemt at sige, men her er der nogle mennesker, som faktisk gør det og står ved deres principper.”

Det, som der arbejdes på i Aarhus Fremad, er noget, som Nicklas fortæller, man har set før i dansk fodbold. Men dog kun med succes til en hvis grad.

”Den egoistiske grund til, jeg er her, er, at jeg gerne vil se, om man kan tage Aarhus Fremad og give dem den samme udfordring, som man før har set andre danske klubber med lignende setup have. En stærk kultur og fællesskab, som bygger på nogle sunde værdier. Så kommer der en sportslig succes og en helt masse penge, og det, der skete, var, at det krakelerede og smuldrede under fødderne på dem. Jeg vil gerne se, om man kan give Aarhus Fremad den samme udfordring og så bibeholde de her ting, holde fast i principperne, filosofien osv., når der begynder at komme penge og spillere med flotte CV’er, der prøver at komme ind i truppen. Hvis det kan lade sig gøre, har vi skabt noget unikt. Så er det beviset på, at det er kultur, klub og ideologi før kortsigtede resultater.”

Selvom Nicklas er kommet til nu og vil være en del af Fremad på fast basis, fortæller han, at hans arbejde for alvor begynder, når Fremad tager skridtet op fra 2. division.

”Hvis resultaterne kommer, hvilket vi har set før andre steder med lignende koncept, så er det fantastisk – men vi skal holde fast i det. Jeg er i det her på lang sigtet, fordi det bliver rigtig spændende den dag, vi rykker op i 1. division. Når vi begynder at spille 1. division og får tv-kampe og møder Superliga-spillere, så bliver hele kulturen udfordret. Jeg vil gerne være med hele vejen, fordi hvis staben og kulturen ikke er klar til den udfordring, der kommer, er det russisk roulette. Så jeg er med nu, fordi vi gør klar til den dag, hvor det sker. Og ja, så starter mit arbejde for real.”

Byd Nicklas Pyrdol velkommen i Fremad.

#forzafremad

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP