Vi laver i disse dage en rokade i administrationen, når Jesper Blicher Dahl tager over som direktør for Lars Kruse.
Efter seks og et halvt år som direktør i Aarhus Fremad giver Lars Kruse stafetten videre.
Det er dog langt fra et nyt ansigt i klubben, der fremadrettet vil sætte sig på direktørstolen i klubhuset på Riisvangen.
Vores nye direktør, Jesper Blicher Dahl, har nemlig været bestyrelsesmedlem og haft forskellige andre roller i Aarhus Fremad igennem de sidste mange år.
Om ændringen på direktørposten siger afgående direktør Lars Kruse:
– Jeg har været direktør i Aarhus Fremad i seks og et halvt år, og det er ikke længere den samme klub, som jeg i sin tid overtog. Vi har i mange år været drevet alene med frivillighed og passion, men nu er klubben et sted, hvor det er nødvendigt, at der er en fuldtidsansat direktør, der kan tage sig af al den drift, som fylder meget i hverdagen.
– For mig har det været en fantastisk rejse, vi har været igennem, og nu er det bare nødvendigt, at der er styr på drift, formaliteter og den slags, før vi kan tage næste step, og det er derfor, vi gør det her, siger Lars Kruse.

Hos den afgående direktør har det stor betydning, at det er netop Jesper Blicher Dahl, der fremover kommer til at sidde på posten.
– Jesper har i forvejen været i klubben i mange år og har et flot cv fra fodboldverdenen, og når han var klar til at kaste sig 100 procent ind i det, så var det bare en mulighed, som var svær at sige nej til, og så passer det også rigtig godt ind i det, jeg gerne vil videre i den her klub, lyder det fra Lars Kruse.
Ingen revolution på Riisvangen
Selvom det fremover vil være Jesper Blicher Dahl, der tegner klubbens billede udadtil, så tør han allerede nu love, at der ikke vil ske en revolution på vores smukke stadion i den nordlige del af Aarhus.
– Lars og jeg har de seneste seks år arbejdet sammen om at udvikle klubben, og det vil vi fortsat gøre, lyder det fra Jesper Blicher Dahl, der har et par meget konkreter ambitioner med sig ind til sit nye job.
– Vi har i dag et sportsligt setup, der er klar til NordicBet Ligaen, når eller hvis vi på et tidspunkt måtte rykke op. Udfordringen ligger lige nu i at bygge klubben op kommercielt, og så har vi nogle faciliteter, som også trænger til en opgradering, og det er her, vi skal bruge noget krudt de kommende år.
– Derudover håber jeg, at vi stadig kan holde fast i den her store grad af frivillighed, der er omkring klubben. Hele fundamentet i Aarhus Fremad bygger på frivillighed, og det er så vigtigt for hele Fremad-kulturen, at vi kan holde fast i det, lyder det fra Blicher Dahl.

Selvom Lars Kruse efter seks og et halvt år siger farvel til titlen som direktør, så er det på ingen måde et farvel til Aarhus Fremad.
Det er således planen, at Lars Kruse efter næste generalforsamling i stedet bliver bestyrelsesformand i klubben. I den rolle vil han fungere som kontaktperson for klubbens to øvrige hovedaktionærer; nigerianske Shola Akinlade og den danske IT-entreprenør og erhvervsmand Morten Petersen.
– Udover at være både minoritetsejer og kontaktperson for vores investorer, så er næste ambition for mig at gøre det samme for Riisvangen, som vi har gjort for klubben. Jeg synes, det må være på tide, at vi her på ”Vangen” får nogle faciliteter, der svarer til det sportslige setup, vi efterhånden har. Det kaster jeg mig over nu, og så må vi se, hvad det kan bære, lyder det fra Lars Kruse, der kan se tilbage på seks og et halvt hæsblæsende år som direktør.
– Dengang var planen sådan set bare at få ryddet op og få lidt styr på klubben, og så måtte vi se, hvad der skulle ske. At vi er endt her, hvor vi er nu, det ville jeg ikke i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig. Vi har været så tæt på oprykninger, og alle de dygtige fodboldspillere, der har været igennem, har været en fornøjelse, og de ligger mig stadig meget nært. Det med stadig at have adgang til at kunne komme og være med i omklædningsrummet, det bliver det sidste, jeg kommer til at give slip på, lyder det fra den kommende bestyrelsesformand, der tilmed også får titel af kulturminister i klubben.
Sammen har Jesper Blicher Dahl og Lars Kruse en aftale om slutte som holdledere i Aarhus Fremad, når klubben er flyttet helt til tops. Det er målet.
Vi åbnede i sidste weekend forårssæsonen i den danske 2. Division, hvor det blev til en 1-0-sejr over førerholdet fra Fremad Amager på en lånt kunstgræsbane i Tranbjerg.