Optakt: BK Frem gæster Riisvangen til en ægte divisionsklassiker

Hvem: BK Frem
Hvor: Riisvangen
Hvornår: Lørdag den 15. maj, 14:00
Placering: 4. pladsen (38 point i 22 kampe)

Riisvangen lægger bane til endnu en topkamp i morgen, og denne gang er det også en sand divisionsklassiker, når Frem kommer på besøg. Vi ligger side om side med dem i tabellen, og ét enkelt point adskiller os, så der er placeringer direkte i spil. Vi har vundet vores tre sidste, vigtige kampe, og ifølge den yngste af vores Kirchheiner-brødre, Magnus Kirchheiner, tør vi godt kalde det en stime, vi er ved at få opbygget.

”Vi har gjort det godt i de sidste tre kampe og har skrabet alle mulige point sammen. I forhold til vores ambitioner om top 6, så er det mildt sagt mega vigtigt, vi har fået de point. Vi kan mærke, der er en større selvtillid og overskud, og det skal vi bare ud igen at vise på banen mod Frem, som ligesom de forrige kampe er ekstrem betydelig i forhold til top 6-ræset,” fortæller vores unge offensivspiller.

Stimen har, som Magnus fortæller, bidraget til en selvtillid og et overskud, som vi måske har manglet for at få de sidste marginaler med især i starten af foråret. Netop den selvtillid og det mere slutprodukt, vi har fået, er essentielt at have med i kampen om at få den her vigtige top 6-placering.

”Vi har spillet nogle gode kampe, men det er ikke den samme følelse, man får, når pointene ikke har været der. Selvfølgelig er en god præstation enormt vigtig, men det er pointene også, og de kommer også nu. Lige nu kan vi ikke bruge en god præstation til helt ligeså meget som pointene – præstationerne og resultaterne skal gerne gå hånd i hånd her til sidst.”

Sidste kamp mod Frem var den første i sæsonen med en masse nye spillere på holdkortet – deriblandt Magnus selv. Kampen endte med et uafgjort 2-2-resultat, hvor Nissen og Marvin begge nettede sent i kampen. Der er dog ifølge Magnus gode grunde til, at vi burde være bedre rustet til at tage sejren i morgen i det omvendte opgør.

”Det var en rodet kamp sidst. Dengang havde vi ikke helt fået defineret vores spil på samme måde, som vi har nu. Vi kan godt mærke, vi er rystet mere sammen og i højere grad har fundet os selv. Det kommer især til udtryk, hvis vi sammenligner starten af sæsonen med de sidste par kampe og stykke tid, hvor vi har scoret en masse mål, og tingene bare spiller. Det kører bare lige nu.”

Udover at resultaterne for tiden har afspejlet, hvad der foregår på banen, så er der en vigtig parameter, som højst sandsynligt har haft en finger med i spillet, når det kommer til vores pointmæssige form. Nemlig vores fans, som er tilbage på Riisvangen.  

”Det giver en hel masse motivation. Det er tydeligt at mærke, vores fans i høj grad er med til at pumpe noget energi ind i holdet. Det har vi haft brug for. Nu så jeg selv sidste kamp fra tilskuerrækkerne, og der lagde jeg bare endnu mere mærke til, hvor meget de egentlig bidrager med. Det er altid federe at spille med fans, og det giver bare et ekstra boost, som er svært at beskrive”, siger Magnus, som måtte se kampen mod SfB-Oure fra lægterne.

Det viste sig dog heldigvis at være et engangstilfælde, at Magnus måtte se kampen fra sidelinjen, og han er kampklar, når Frem kommer forbi i morgen.

”Forrige mandag fik jeg en lille forstærkning i hoftebøjeren, som gjorde, jeg måtte sidde ude mod Oure, men jeg har trænet fuldt med i torsdags, så jeg er helt klar til at være med i morgen mod Frem.”

#forzafremad

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP