Hvem: Dalum IF
Hvor: Dalum Stadion – Du kan se kampen på EB+
Hvornår: Mandag den 5. april, 14:00
Placering: 9. pladsen (22 point i 16 kampe)
Kampsponsor er WILS A/S
Vi skal spille vores fjerde kamp i foråret, og denne gang skal vi på udebanetur til fyn, hvor vi skal møde Dalum. Det er ingen hemmelighed, at de tre første kampe ikke er gået, som vi har kunnet ønske os. Vi har spillet tre svære kampe, som vi gerne ville have vundet, da vores spil har fungeret, men målene bare ikke har fulgt med. Vi har op til Dalum-kampen snakket med vores offensivspiller Marvin Laursen, som også understreger vigtigheden af en vundet kamp i morgen.
”En sejr vil betyde rigtig meget for os. Vi skal få den følelse af, at vi kan vinde, tilbage i kroppen igen, nu når vi har spillet to uafgjorte og tabt en. Vi skal ud og komme tilbage på sporet med en sejr i morgen.”
For Marvin er det da også klart, hvad holdet mangler at gøre for at få de sidste marginaler med og vinde kampe igen.
”Vores spil har været godt nok, og det har været nogle gode kampe, men vi har bare ikke fået slutprodukt på. Det ikke nogen hemmelighed, at det ikke gået vores vej de første tre kampe, men det er overhovedet ikke, fordi der er krisetider. Der er stadig god tro på tingene i truppen, og vi er sikre på, det sidste nok skal komme.”
Sidste kamp mod Holbæk er et godt eksempel på netop det, mener Marvin. Resultatet reflekterer ikke nødvendigvis kampbilledet, og holdet måtte se sig slået, selvom de føler, at kampen var velspillet.
”Vi tager det med fra sidste weekend, at vi faktisk spiller en god kamp. Men igen så mangler vi det sidste, før det falder ud til vores fordel. De har vel tre-fire skud på mål, som de scorer på. De scorer på deres chancer, og det gør vi ikke.”
Sidst, vi mødte Dalum, var på ASA’s anlæg, Robotize Park, i november, hvor vi vandt 2-1 på mål af Bech og Andreasen. I morgen får vi forhåbentligt igen tre point med fra kampen, men det bliver under andre omstændigheder end sidst.
”Det er første gang i lang tid, vi skal spille på græs, så jeg tror ikke det bliver den flotteste kamp. Som banerne er lige nu, bliver det nok lidt mere rodet, end det har været indtil videre. Det bliver måske ikke det pæneste bold, men en kamp med mange dueller, kunne jeg forestille mig.”
Selvom det bliver noget andet at skulle spille på græs efter en lang periode, hvor vi har spillet på kunst, er Marvin overbevist om, at det bliver til en sejr mod fynboerne i morgen.
”Selvom vi vinder sidst, så håber jeg, det bliver mere overbevisende den her gang. Nu skal vi for alvor vise, at vi er på rette vej.”
#forzafremad