Optakt: Vi skal revanchere sidste opgør mod Holbæk

Hvem: Holbæk B&I
Hvor: Robotize Park (ASA’s kunstanlæg)
Hvornår: Lørdag den 27. marts, 14:00
Placering: 12. pladsen (14 point i 15 kampe)
Kampen er sponsoreret af WILS A/S

Vi skal på jagt efter forårets første tre point, når vi skal revanchere os mod Holbæk, der i morgen kommer forbi Robotize Park, ASA’s kunstanlæg. Sidst, vi mødte sjællænderne, var i oktober, hvor vi måtte se os slået 3-0. Holdet er opsat på opgaven i morgen, og vi har fanget vores tilbagevendte offensivspiller Lucas From til en snak om netop kampen mod Holbæk.

”Vi skal ud og spille en kamp, vi skal vinde. Vi har noget, vi skal revanchere fra sidst, vi var i Holbæk, hvor vi spiller en sløj kamp, og hvor de samtidigt gjorde det godt. Vi ved, de kommer med noget power som sidst, hvor kampen endte med at blive på deres præmisser. Det skal vi kunne stå imod og ellers forsøge at spille rundt om dem og få dem til at løbe til. Vi skal gøre det, vi er gode til.”

From har været ude siden vores sidste opgør i efteråret mod Middelfart. En kamp vi vandt 3-2 i de døende, hvor From selv blev dobbelt målscorer, før han måtte udgå med en lyskeskade, som han troede ville tage et par uger at komme sig fra. Lyskeskaden viste sig at være mere bøvlet end som så. From gjorde først comeback i sidste weekend, hvor det blev til et indhop efter at have været ude i knap fire måneder.

”Det er super dejligt at være tilbage. Lige meget hvor meget man er inde omkring holdet, når man er skadet, så føler man sig lidt udenfor, når man ikke er med til træning og kamp. Så det er så fedt at være tilbage,” fortæller From.

I forbindelse med sin skade har From arbejdet med vores nye fysiske og sportspsykologiske coach, Anders Qvick. Forløbet med Qvick ved sin side har helt klart været en fordel, fortæller From.

”Det har været helt kanon at arbejde med Qvick under mit skadesforløb. Qvick er ekstremt dygtig til det, han laver, og så har han virkelig været støttende. Det har været rigtig godt at have nogen at sparre med. Det giver noget ekstra, når man har en at genoptræne med, fremfor man skal gøre det selv. Man får et større fokus og motivation, når der er en tilknyttet. Han ved derudover rigtig meget om kroppen, og så har han selv haft samme skade, så jeg har virkelig kunnet lære meget af hans erfaring.”

Det var det blandede følelser, From stod med, efter kampen mod Næsby. Det var naturligvis en kamp, som ikke endte som ønsket. Men på den personlige front var det klart, From så sit comeback, efter en lang periode ude med skade, som et positivt aspekt fra 1-1 kampen.

”Jeg synes, det var dejligt at komme i gang med at spille lidt igen efter de her knap fire måneder på sidelinjen. Det var selvfølgelig ærgerligt, vi ikke tog alle tre point. Det havde vi alle muligheder for, føler jeg. Vi skal bare score på vores chancer, og det er selvfølgelig også noget, vi skal tage med til den her weekend.”

En første sejr i foråret er tiltrængt efter to uafgjorte resulter i de første to kampe i foråret. Det er en naturlig ting, at det vil kunne mærkes på holdet, men From understreger, at holdet er fokuseret og klar til at sikre første sejr i morgen.

”Vi er top motiveret, og der er godt gang i den til træning. Alle er målrettet på at få første sejr her i foråret. Der er god gejst, og jeg føler ikke, de to lige-ved-og-næsten kampe har været så hårde ved os igen i forhold til vores træning. Vi har været gode til at holde hinanden oppe.”

#forzafremad

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs Fremad Amager

Seneste kamp

0 - 0

Frem vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP