Efter Fremad i weekenden sejrede i 1. Division mod Hobro IK, så kunne gæsterne i onsdagens pokalkamp avancere i pokalen.
Riisvangen lagde atter græs til et møde med Hobro IK. Vores andet møde med nordjyderne på fire dage.
Et revanchelystent Hobro-hold havde i sinde at revanchere det 3-0-nederlag, Fremad serverede for dem i lørdags. Det lykkedes desværre for gæsterne at spille sig videre i pokalen, da vi på Riisvangen måtte indkassere et nederlag på 1-2. Det første i over en måned.
Grubes kongemål gav pausehåb
Både Fremad og Hobro gik ind til pokalkampen med flere nye ansigter i startopstillingerne sammenlignet med lørdagens opgør i 1. Division.
I det forrige opgør kom nordjyderne slet ikke på måltavlen, men det ændrede en af de nye startende spillere på for gæsterne. Hobros Marco Bruhn scorede kampens første mål efter 16 minutters spil.
Dernæst satte Fremad sig på spillet og var flere gange tæt på at udligne.
Udligningen kom også, dog på noget overraskende vis. Kort før pausen afsluttede Fremad-anfører Frederik Grube fra distancen og sendte bolden helt op i det ene målhjørne. Et vaskeægte kongemål.
Mulighederne manglede ikke
Grubes mål faldt på et godt tidspunkt, så Fremad kunne gå til pause med 1-1.
I 2. halvleg fortsatte takterne fra 1. halvleg. Muligheder i begge ender, og flere farlige optræk fra Fremads side.
Desværre var det Hobro, der formåede at udnytte en chance og tage føringen. Det skete efter 66. minutters spil på en scoring af indskiftede Villads Rasmussen.
Fremad-bænken satsede og gik mere offensivt til værks, og det var også tæt på at lykkes af flere omgange.
Den udlignende scoring udeblev dog, og derfor må Aarhus Fremad forlade pokalturneringen efter tre runder.
Heldigvis er der ikke længe, til Fremad igen skal i kamp. På søndag går turen til Esbjerg og Blue Water Arena. Der er stadig plads på Fremad-bussen til vestkysten. Køb billet her.

