Af Peter William Ege Nielsen og Mathias Dueholm
Onsdag aften lagde Autocentralen Park græs til 29. spillerunde i 2. Division, hvor Aarhus Fremad havde taget turen sydpå. Missionen var klar, der vankede revanche efter 1-5-snitteren på Riisvangen under en måned tidligere.
Første halvleg var langt hen ad vejen en lige affære, men det var i den grad Aarhus Fremad, der skød med skarpt, idet Andreas Kock og Jeppe Hansen sørgede for en solid pauseføring på 2-0.
Anden akt fik dog en rædselsfuld start for Morten Kjærgaards tropper, da Kolding IF i det 47. minut fik scoret. En reducering, der indledte værternes comeback, og som Niels Letort, der startede kampen på den århusianske midtbane, beskriver som den første af to omgange koldt vand i hovedet:
”Vi går ud efter pausen og får en spand koldt vand i hovedet to gange. Eller, vi hælder det nærmest ud over os selv,” beretter Letort, der altså også henviser til den koldingensiske udligning, der skulle falde cirka midtvejs i anden halvleg.
”Ved det første mål, har vi en spiller, der glider, og ved det andet sker der en misforståelse. Det er bare nogle store fejl, der sker i fodbold. Det er vi sådan set ret afklaret omkring,” siger Niels Letort, inden han reflekterer over det faktum, at han selv spillede et for ham ganske velkendt sted:
”Det var selvfølgelig lidt specielt for mig at spille her, fordi jeg er kommet her meget som lille, hvor jeg har set min fars hold spille herinde. Derudover har jeg jo også selv haft hjemmebane her.”
Går på banen for at vinde og for at skabe en god oplevelse for publikum
Efter 29 spillerunder topper Aarhus Fremad 2. Divisions nedrykningsspil, og matematisk er man nu sikret overlevelse. Ifølge Niels Letort giver det dog ikke anledning til manglende motivation frem mod søndagens kamp mod Skive IK.
”Vi kan så småt begynde at forberede os på næste sæson, hvor vi sandsynligvis skal møde Skive igen, og hvor vi også gerne vil slå dem et par gange. Så der er masser af blod på tanden. Derudover vil vi gerne give vores fans og hårdtarbejdende frivillige på Riisvangen en god oplevelse. Så vi går på banen for at vinde og for at skabe en god oplevelse for publikum,” slutter Niels Letort.