Roadtrip til Esbjerg kastede ét point af sig

Søndagens udebanetur til den jyske vestkyst bød på en 1-1-kamp mod Esbjerg fB.

Aarhus Fremad er inde i ubesejret stime på seks kampe i 1. division.

Søndag blev stimen udbygget, da Morten Dahm Kjærgaards mandskab spillede 1-1 med Esbjerg fB på Blue Water Arena.

Aarhus Fremads kampe har i en længere periode været garant for adskillige mål, men sæsonens første møde med Esbjerg blev undtagelsen.

I første halvleg var Aarhus Fremad tæt på ad flere omgange. Efter 20 minutter tryllede Magnus Kaastrup ude på sin venstrekant med flere stepovers, der tørrede Esbjergs højreback. Kaastrup smed bolden indover til Kasper Andersen, der med hovedet var tæt på at give aarhusianerne føringen.

Ti minutter inden pause var Fremad igen farlige, da Luka Callø efter et hjørnespark tvang Esbjergs keeper til en fiberredning inde på stregen.

Der faldt ingen mål i første halvleg, men det gjorde der til gengæld i løbet af de sidste 45 minutter.

Agnarsson udløste stor jubel på Fremad-tribunen

Aarhus Fremad angreb ned mod de medrejsende fans i anden halvleg, og efter en times spil kunne Fremad Folket bryde ud i jubel, da Martin Agnarsson sparkede Aarhus Fremad på 0-1.

Føringsmålet kom da store Kirch (Marcus Kirchheiner) fandt lillebror Magnus i dybden, og han smækkede med første berøring bolden indover til Agnarsson, der kunne prikke bolden i mål.

Agnarsson scorede sit andet sæsonmål i 1. division og løb direkte ud og fejrede målet med Fremad-fansene.

Men glæden var kort, for bare tre minutter senere udlignede Esbjerg til 1-1.

De sidste 25 minutter mindede meget om de første 45, hvor begge mandskaber kom frem til chancer, men scoringerne udeblev.

Opgøret sluttede 1-1.

Det uafgjorte resultat placerer Aarhus Fremad på femtepladsen i ligaen efter 11 runder. Esbjerg befinder sig på sjettepladsen á point med Fremad.

Næste kamp for Aarhus Fremad er på lørdag hjemme på Vangen mod B.93.

Du kan se highlights fra kampen i Esbjerg herunder:

Foto: Vildmedfoto.dk (Foto Trine)

Flere nyheder

Næste kamp

14:00

Aarhus Fremad vs HB Køge

Seneste kamp

2 - 0

Hobro IK vs Aarhus Fremad

Stillingen

Standings provided by Sofascore

ShoP