Fredag skal Aarhus Fremad en tur til Pro Ventilation Arena i Hvidovre og følge op på seneste weekends sejr.
Vi er ikke længere uden sejr i sæsonen, efter seneste weekends 3-1-triumf på Riisvangen mod Hillerød Fodbold.
Nu går turen til Hvidovre IF, der vanligt er en del af oprykningsspillet i 1. Division, og for få år siden også spillede i Superligaen. En svær opgave, men det er ikke noget, der skræmmer Fremad-mandskabet.
Midtbanespiller Simon Bækgård har før stået over for Vestegnsklubben, men der er også sket mange ting i Hvidovre siden da.
– Der er nogle spillere, der har været der i mange år, og så er det også et hold, der med ny træner er i gang med en ny udvikling med nye, spændende offensive spillere, som jeg også glæder mig til at skulle møde.
– Jeg er lidt spændt på, hvad de kommer med. Der træner er en, der gerne vil spille fodbold. Men det er som sagt et nyt hold, så det bliver sjovt at se, hvad vi møder, siger Simon Bækgård. Se det fulde interview herunder.
Kampen mod Hvidovre IF spilles på fredag den 15. august kl. 19:00 på Pro Ventilation Arena. Tager man ikke turen til det sjællandske, så kan man som noget nyt se kampen på Vinstuen i Aarhus. Kommer man på Vinstuen i Fremad-farver, så venter der et godt tilbud.

