Det blev til nul point i sæsondebuten på Riisvangen, da Lyngby Boldklub kom på besøg og sejrede med 2-0.
Lørdag eftermiddag lagde Riisvangen for første gang i 17 år græs til en 1. divisionskamp.
Superliga-nedrykkerne fra Lyngby Boldklub kom til Smilets By, og det blev en våd affære på Vangen efter regnen havde silet ned i timen op til kampstart. Men trods vejrforholdene var hele 2.504 dukket op til god fodbold på Vangen.
Mortens Karlsen Lyngby-hold kom til Vangen ubesejret med fire point i de første to kampe. Sejr mod Esbjerg fB og uafgjort mod B93 er det blevet til for De Kongeblå, og lørdag ødelagde de en perfekt sæsondebut på Vangen for Aarhus Fremad med en sejr på 2-0.
Fremad havde ellers rigeligt med chancer i opgøret, men igen var det svært for de sort-gule krigere at få hul på bylden.
Lyngby tidligt i front
Man siger, at 2-0 er den farligste føring i fodbold. Men i lørdagens kamp var der ikke tale om nogen særlig langvarig 2-0-føring til gæsterne fra Lyngby.
Superliga-nedrykkeren kom ellers stærkt fra land, da udeholdet i det 12. minut bragte sig foran med 1-0 på mål af Magnus Warming efter en bold i dybden.
Farlighed var der dog ikke det store af i første halvleg, der mest af alt bød på halve chancer – for begge mandskaber.
Aarhusianerne dominerede på kuglen i de første 45 minutter, men den dygtige Lyngby-defensiv var svær at åbne op. Særligt den unge Lyngby-stopper Tobias Storm var skarp.
Bækgaard stod for Fremads største chance
Kampbilledet fortsatte i samme stil i anden halvleg, hvor Lyngby fortsat overlod initiativet til Fremad. Morten Dahm Kjærgaards mandskab jagtede comebacket og nægtede at give op.
Kort inde i anden halvleg var Simon Bækgaard tæt på at bringe balance i regnskabet, da han med hjælp fra en lille Lyngby-afretning huggede bolden op på overliggeren. Desværre var det overligger-ud, og meget tættere på en scoring kom vi ikke.
Det kom Lyngby til gengæld i det 89. minut, hvor den nyligt indkøbte Lyngby-spiller og tidligere AGF’er Bror Blume fik navigeret bolden i mål efter et hjørnespark.
Det blev således til et bittert nederlag på 2-0 mod Lyngby. Set på den lyse side havde hjørnebanden meget at smile over – og synge om – i anden halvleg, hvor Fremad kom frem til seks hjørnespark – dog uden at få prikket bolden over stregen.
Næst gang Fremad skal i kamp er allerede på tirsdag i pokalturneringen, hvor vi skal en tur til det nordjyske og møde Skibsby-Højene IF.
(Foto: Ole Nielsen)
Du kan se highlights fra opgøret herunder:

