Endelig Riisvangen og endelig Fremad-sejr

Lørdag kunne Fremad endelig vende tilbage på egen hjemmebane, hvor solen selvfølgelig skinnede ned over de 1.838 tilskuere.

I årets første kamp tilbage på Riisvangen blev det til en forløsende Fremad-sejr på 3-1.

Efter en mindre måltørke over flere kampe kunne vi endelig notere os for ikke bare et, men tre mål, der alle blev scoret i anden halvleg.

Første halvleg endte målløs efter 45 ligeværdige minutter, men i pausen fik Fremad talt tingene igennem og justeret til en succesfuld anden halvleg.

Riisgaard på Riisvangen

For første gang skulle Fremads vintertransfer Lucas Riisgaard i aktion på Riisvangen, og her var det netop Riisgaard, der kunne notere sig som den første målscorer.

Det skete på et mål, hvor han på kanten løb mod målfeltet og tog et træk ind i banen, hvorefter Riisgaard formåede at afslutte samtidig med en tackling. Foran mål var Anders Holvad centimeter fra at få en fod på, men bolden gik alligevel i kassen med Riisgaard som målscorer til 1-0.

Målfarlige indskiftninger

Trænerteamet havde til dagens kamp justeret blandt de startende Fremad-spillere, således at Magnus Kaastrup og Fremad-topscorer Kasper Andersen først kom på banen efter en times spil.

Knap var de to offensive profiler skiftet ind, før en lang bold fra anfører Marcus Kirchheiner igangsatte en omstilling, der blev løbet op af Kasper Andersen. Han lagde en flad bold ind i målfeltet til Elias Egerton, men en B.93-spiller fik pareret bolden. Den endte dog for fødderne af Kaastrup, der lagde bolden til rette og klaskede den op i målhjørnet til 2-0.

Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid fik B.93 reduceret til 2-1, men heldigvis havde Kasper Andersen også et mål i støvlerne i dag. Efter forarbejde af Simon Bækgård på midtbanen kunne Andersen styre mod mål og afslutte fra kanten af feltet til en 3-1-scoring.

Med sejren tager Fremad et vigtigt skridt op gennem tabellen, og lægger dermed afstand til HB Køge og Middelfart under nedrykningsstregen.

Næste opgave venter mod nedrykningsspillets førerhold fra AaB. Fremad Folket arrangerer bustur til Aalborg, hvor vi spiller lørdag den 18. april kl. 18:30. Tilmelding sker her ved at klikke HER.

Se højdepunkter fra 3-1-sejren over B.93 herunder:

Flere nyheder

Næste kamp

18:30

AAB vs Aarhus Fremad

Seneste kamp

3 - 1

Aarhus Fremad vs B 93

Stillingen

Resultaterne er leveret af Sofascore

ShoP