Den sidste opgave i 1. Division 2025/2026 ventede på Sundby Idrætspark, hvor B.93 tog imod.
Skæbnen for begge hold var så godt som afgjort på forhånd, men Fremad havde alligevel stadig syvendepladsen i tabellen at spille for.
Desværre afsluttes sæsonen på ottendepladsen efter 2-2-resultatet mod B.93.
Fremad fik en svær start på opgøret, hvor hjemmeholdet sad på spillet og havde første store chance efter få minutter med varselsskud på overlæggeren. 24 minutter inde i opgøret omsatte B.93 det massive pres til et føringsmål af Ludvig Henriksen.
Heldigvis holdt den føring ikke længe. Elias Egerton blev sendt afsted på en friløber efter en lang aflevering fra anfører Marcus Kirchheiner, og det udnyttede Fremads norske angriber til en udlignende scoring.
Kort efter havde Magnus Kaastrup muligheden for at bringe Fremad foran, og selvom første forsøg glippede, så skulle der kun gå yderligere et par minutter, før Kaas alligevel kunne score efter et flot forarbejde af Kasper Lunding og Elias Egerton.
I anden halvleg var der spillet godt en time, da B.93 fik udlignet til 2-2, og mod kampens afslutning havde Fremad også flere muligheder for at tage alle tre point. Det forblev dog ved de to mål, og derfor slutter Fremad sæsonen på ottendepladsen med 44 point.
